“Plejer du at krølle det?” – “Nej” (det klarer det selv)
“Plejer du at glatte det?” – “Næjh” (det klarer cykelhjelmen)
“Du skal jo putte noget i for at få det til at sidde sådan?” – “Ja, ja, javel ja.”
“Hvis du vil have det til at fylde, så kan du bare toupere det i toppen!” – “Øh okay” (nikker og prøver at lade som om der er totalt meget styr på at toupere)
“Fremfor at rede det med midterskilning, ville jeg rede det ud fra ét punkt, for at det ikke bliver så fladt og får den der paddehatteform” – “Jo, det…” (uha nu er vi igen langt udenfor mit kompetenceområde)

Velkommen hos en håbløs hårstylist, der mærker et gys af mindreværd i nærheden af den verden af sprays, behændige børster og veltrænede hårtørrerbetjenere, hvor frisørerne huserer. Mærker altid en trang til at undskylde, at jeg først kommer nu, (næsten som hvis man kommer til at indrømme hos lægen, at man har været i svømmehallen med den fodvorte, der forlængst skulle have været behandlet (det er aldrig sket for mig men…)) og jeg føler at jeg hellere må starte med at bekende det forræderi, (jeg synes, jeg ser i deres øjne, at de synes) jeg har begået mod mit hår ved ikke at bruge hårkur, farve og regelmæssig klip. “Det er jo bare, fordi jeg skulle herned idag, at jeg ikke gad at putte et stylingprodukt i” (yeah right!)

Haves: mindre frisørfobi
Ønskes: tjekket frisure, der lige er mig og som styler sig selv ved hjælp af et minimum af indsats (cirka ligesom min drømmehave = naturhaven)