Supertankr

Glücklich allein ist die Seele die liebt

Month: maj 2006

Hørt i kaffepausen

Fremført med andægtig stemmeføring:
‘Arbejde er ukrudt i livets græsplæne’ – skulle angiveligt være et citat fra Radiserne.

Note-to-self: Udvis mindre nidkærhed i utøjsbekæmpelsen.

PS. Har vist glemt at berette, at jeg nu igen er midlertidigt indlogeret i biblioteksverdenen. Et såkaldt job med løntilskud.

På vej ud over livremmen

15+0

Statusrapport:

Er nu på det uheldige stadie, hvor det endnu ikke er til at se, hvorfor livvidden søger mod nye mål, og tajlen forsvinder i den blå luft. Stadiet hvor det dertil-indrettede ventetøj er for stort, og det sædvanlige tøj er for småt – et garderobemæssigt vakuum, det såkaldte ingen-tøjs-land.

I navne-påhitsomheds-krise – ude er Agner (jeg går ind for at opkalde, men… med Agner’s bodega i nabolaget, nej), Amdi, Harry, Diana, Julie og Jørgine. Men let’s face it det er ikke noget problem at nævne og gøre sig lystig over, hvad det absolut IKKE skal være, sværere at finde egnede kandidater. Det er en vigtig beslutning.

Overraskende paratviden fra opslagsværket: Uge 15 ‘Barnets ører, der tidligere sad lavt mod halsen, er nu vandret op på deres rette plads.’ Vandrende ører, håber ikke de farer vild på vejen!!!

Hard rock halleluja

Er stadig målløs over at monsterbandet fra Finland blev ubestridte vindere af mgp i lørdags! Skal man grine eller græde?
Men jeg er også målløs over at Rusland blev nr. 2 med en sang jeg ikke kan huske andet om, end at den ikke fængede, men den var da i tråd med traditionel mgp musik. Hvad jeg derimod KAN huske er, at der stak en balletdanserinde halvt op ad et hvidt klaver. Hvad mgp ikke har fostret af smagløse gimmicks! listen er lang, men det er jo netop derfor jeg altid kigger med.

Den finske monster sejr sætter en fed streg under, at minimalistisk beklædning på labre larver ikke nødvendigvis er vejen frem mod sejr. Den sejr er jo nærmest en modbevægelse i trods – ikke politikerlede, men mgp-classic-lede.

Je ne regrette rien

Regret nothing! Okay… nej det må vi da ikke håbe, for sådan en kalorius bliver jo svær at ignorere med den prominente placering. En investering i fremtiden kunne være en god rullekrave bluse eller syv.

Er vi mon ude i et oprør, der er løbet lidt af sporet? Jvf. gårsdagens indlæg, så kan man måske tale om, at hovedretten er brændt på, kogt over eller på anden måde mislykket.

Livets dessert

Børnebørn er livets dessert, siges det. En anelse forlorent. Men måske er der noget om snakken?

Jeg synes udtrykket rejser en masse svære spørgsmål:

Hvis børnebørn er desserten, er vi så kun ved forretten?
Og hvor mange retter er der egentlig i det her måltid?
Har vi bestilt menuen på forhånd eller er det en surprise?
Er teenage-årene hovedretten? nej vel! og hvad med kaffe og cognac? er det oldebørnene?
Hvad nu hvis man bliver snydt for børnebørn, må man så undvære noget til den søde tand?

Måske jeg ville foretrække en buffet (eller med andre (og bedre!) ord: ta’ selv bord)

PS
‘Det gode ved bedsteforældre er, at man ikke skal være sammen med dem ret lang tid, før man får en is.’ Theis, 7 år.

Er det snarere bedsteforældrene, der er børnebørnenes dessert, når de er færdige med havregrød, kartofler og grøntsager hjemme hos forældrene.

Integration

Har her til aften observeret et par af anden etnisk herkomst på spadsere-tur i regnen.
Hun: klædt i fuldt burka-udstyr med kun en sprække som vindue mod verden og paraply.
Han: turban-agtig hovedbeklædning, langt skæg, lange gevanter, hvide benklæder og … barnevogn – af typisk dansk design (som moden foreskriver: sort og med lufthjul)

Det med uafladeligt at trille børn rundt i barnevogn og lade dem sove udenfor er ifølge mine efterretninger et meget dansk fænomen, som praktisk talt ikke forekommer andre steder. I andre lande promenerer man med klapvogn og sover hjemme.

Men her altså et tilfælde af kulturel cross-over: traditionel mellemøstlig beklædningsstil kombineret med den danske barnevogns adfærd i helt opdateret form.

Supertanker ekspanderer

Hello world!

Fra trio til kvartet medio november.

Tilstandsrapport:
Alt tip-top ok.
Stadig uvirkeligt.
Noget mere ro på modtagelsen af det glade budskab om nr. 2 (end nr. 1) både internt og eksternt.

Den sociale arv

Læste følgende replik i min japanske roman, som fik mine tanker hen på to fraktioner i min familie, der betjener sig af vidt forskellige taktikker i omgangen med andre mennekser:

“My grandpa always said that asking questions is embarrassing for a moment, but not asking is embarrassing for a lifetime” Kafka on the Shore Haruki Murakami

På mødrene side spørger man ikke, for man vil ikke blande sig, endten fordi man er genert og bange for om man kan håndtere svaret,og/eller fordi man vil respektere sin næste. Man regner med, at folk selv fortæller, hvis de har et budskab, der skal frem. Men det betyder også, at man altid er den sidste, der får nys om ditten og datten, for når man ikke spørger, er man vel ikke interesseret.

På fædrene side er mottoet: Hvis man ikke spørger, så får man ikke noget at vide. Man er nysgerrig og videbegærlig udfra en sund interesse i sin næste, og måske fordi man har lidt travlt med, hvad de andre går og gør. Det betyder, at folk nogle gange venter med at fortælle ting til den nysgerrige, fordi de ved de kan risikere at nyheder spredes uhæmmet.

Jeg synes selv, at jeg balancerer udemærket ved at stikke fingeren i jorden inden jeg spørger, men gæt selv, hvem jeg synes jeg slægter mest på, da jeg jo er totalt nysgerrig.
Mit motto: regn ikke med at folk selv begynder at fortælle, de skal opmundres.

© 2017 Supertankr

Theme by Anders NorenUp ↑