• Det sagde de ikke noget om...

    Det sagde de ikke noget om…

    Inden man får børn, får man fortalt alle mulige og umulige historier om, hvordan det er at være på den anden side. Ligemeget hvad, så kan man ikke forestille sig omfanget af omvæltningen og hvordan det føles, hvad der bliver svært, og hvad der er fantastisk.

    Der er imidlertid også detaljer, som ingen invier dig i. Indtil idag.
    Forleden aften ser husbonden og jeg film, det er en ny luksus, som vi har genoptaget, nu Lillebror sover om aftenen. Filmen hed: Children of men og der var bl.a. scener, hvor en nyfødt skal beskyttes mod verdens farer og man mærker hovedpersonernes panik og hører barnets gråd. Det var meget autentisk, og når man er kommet ud af træning med at se film, så virker det nok stærkere, jeg følte mig ihvertfald hensat til timerne efter mine børns fødsler (der heldigvis var knap så kaotiske), hvor beskyttelsestrangen vælder ind over en.
    Hvorom alting er, så skete der pludselig det, jeg kun har hørt om og egentlig ikke rigtig troede på, nemlig at lyden af en andens grædende spædbarn, får mælken til at løbe. Og helt ærlig, det er da bare for meget, at man sidder der i sofaen og sviner sit tøj til uden at opdage det, før det er for sent.

    Så er du advaret! Det der mælk, det kan være et værre bøvl.

  • Royal

    Prinsessesøndag

    Jeg er ved at glæde mig til på søndag, hvor prinsessen skal døbes. Jeg glæder mig som vanligt også til at se hvilke højder pressen kan skrue sig op til i deres minituøse dækning af begivenheden. Jeg forventer: helikopter, reportere udstationeret på tomme slotspladser m.m. før de første tilskuere og endeløs tomgangssnak, mens vi venter på navnet. Som et minimum.

    På søndag ville jeg ønske jeg havde sådan en:

    fjerncykel.jpg

  • Uncategorized

    Energiudladning

    Jeg har en lille rynket kaktus, der ikke kan prale af at være mere end femten centimeter høj. Året igennem gør den således ikke væsen af sig selv. Bortset fra det årlige fire dages totale show-off i form af det mest imponerende festfyrværkeri af en blomst. Det er ventetiden værd.

    kaktus1.jpg
    kaktus2.jpgkaktus3.jpg

  • Jeg undrer mig...

    Den vil ikke gå væk

    Tell me when you will be mine, tell me quando, quando quandoooo

    Jeg vågner om natten og Engelbert synger quando, quando quando. Jeg bryder nærmest ufrivilligt ud i sang på uvilkårlige tidspunkter, og det er igen det omkvæd, der kommer ud af min mund.
    Sådan er det jo, når man får en sang på hjernen, den tvinger sig frem i ens bevidsthed igen og igen, og det er som om, det er ude af ens kontrol. Måske synes man ikke nødvendigvis at man har specielt lyst til netop den sang eller synes den er specielt god.
    Det har stået på i flere uger i denne omgang. Mærkeligt fænomen. Er der mon nogen der har forsket i fænomenet sange på hjernen?

    Husbonden mister nok snart tålmodigheden.

    Fortæl mig, hvornår, hvornår, hvornååååår…

    Alt sammen pga en reklame. Men jeg køber altså ikke det brød.

  • Wonderboys

    Splint

    Vi er kommet ind i en stime af splinter i fødderne, det er nok barfods sæsonen, der er forklaringen. Ihvertfald har Storebror under stor ståhej og hysteri fået udopereret to styks indenfor den sidste uge.

    Og hvad hjertet er fuldt af løber munden over med, havde jeg nær sagt, ihvertfald udbrød Storebror ved synet af mine underben (som nok skulle have været barberet to dage forinden, hvis jeg havde været mere overskudsagtig): ‘Mor hvad er det, er det splinter?’

    Lige i øjet.

  • Jeg undrer mig...

    Lastens hule

    Jeg ynder at pudse glorien, når jeg fortæller, at jeg aldrig i mit liv har investeret i et sladderblad.
    Men jeg skal vist ikke komme for godt igang: for at være helt ærlig så interesserer jeg mig nok en lille smule for, hvad de kendte og kongelige går og gør. Jeg synes bare ikke, der er en lødig kanal at hente de oplysninger fra, og jeg vil ihvertfald ikke betale penge for det. Jeg må dog indrømme, at jeg er typen, der smugkigger i bladene, mens jeg står i køen i Føtex, og jeg glæder mig til at komme til frisøren, så jeg kan slå mig løs i et risikofrit miljø.
    På det seneste er min moral blevet endnu mere anløben, og kan man mon tale om tredobbeltmoral, når jeg bekender, at jeg frekventerer diverse sladderblade og gossipsteder på nettet. Her på mit kontor er der jo ingen kolleger, der kigger over skulderen. Lillebror kan jo knap rejse sig på alle fire, så der er god tid.
    Det er vel som en eller anden form for afhængighed – rygning, druk, stoffer – eller okay måske lidt mildere som at trøstespise: man ved bedre, men man gør det alligevel. Skal jeg mon overveje gossip-rehab?

  • Bonderøv

    Poppy

    puppy1.jpg

    puppy2.jpg

    puppy3.jpg

    1 2 3. Nu er det ganske vist. Vi skal bo på landet, hvor valmuen blomstrer i grøftekanten, der hvor sprøjten ikke når ud.
    Huset vi har resideret i de sidste ni år er solgt. Det er lettelse og ivrig forventning, men også et sug i maven af vemod og en lille ængstelse for det ukendte.