Supertankr

Glücklich allein ist die Seele die liebt

Month: november 2007 (page 1 of 2)

Atelierstemning

atelier4.jpgatelier3.jpgatelier5.jpgatelier8.jpgatelier7.jpgatelier1.jpg

Mårhår, hår fra mår

Hørt i SFO’en:

‘Anders siger, vi ikke må bruge de der mormor-pensler.’

Forløsning

Der er tre tophistorier i aftenens tv-avis. Den ene er, at det nu er afsløret, hvem der var morderen i en tv-serie, der har kørt over skærmen i tyve uger.

Hjælp! jeg kan ikke finde rundt i tingene mere. Hvornår skete den cross-over mellem den gode gamle tv-avis og diverse gossip-godter. Jeg føler mig gammel, men jeg siger det alligevel: Verden er af lave. For ikke så mange år siden, ville man have kørt den som en lille rosin i pølseenden i dagens række af nyheder. Nu er det på linie med noget om forfærdeligt gift i cigaretter og krig i Afghanistan.

PS. jeg så også Forbrydelsen idag og syntes også det var ulideligt spændende, meeeeen…

Den digitale parallelverden

Når man nu alligevel sidder i sofaen med to sovende børn i den anden ende af huset, to tv-kanaler, der insisterer på at sende noget, jeg absolut ikke gider at se, og samtidig er for mast til at foretage mig noget rigtigt, ja så har jeg på det seneste siddet og gloet på Facebook.*
*For dem der ikke ved det, så er Facebook et digitalt træfpunkt, som man kan støtte sig til, når man skal netværke med venner og bekendte. Så har hver sin profil, som man kan kæle for, så den afspejler ens preferencer. Man kan lege, snakke og sammenligne sig med vennerne; udveksle komplimenter og fx. plante blomster i ens vens virtuelle have. Det er vel okay hyggeligt, så længe det ikke erstatter et telefonopkald eller et analogt møde. Man kan også melde sig ind i diverse fællesskabsgrupper, jeg er fx. med i en for min gamle folkeskole, som jo så – gisp! – pt. også er min arbejdsplads (herom senere).

Men jeg har pløjet rundt for at finde folk, jeg kender fra det virkelige liv og endten er mine venner ved at blive for gamle – ikke mange af dem har ihvertfald opdaget Facebook, mange af dem, der har børn har åbenbart ikke tid (hvad laver de så om aftenen?), eller også har jeg bare ikke nok venner (snøøøøøft)
Jeg er ihvertfald kommet ret langt ud i periferien af min omgangskreds i min jagt på egnede emner at socialisere med. Det er lige til at få mindreværdskomplekser af kun at kende syv mennesker, samtidig med at man kan følge med i hvordan andres venskabskontoer svulmer med lynets hast. En del af konceptet er jo, at man hele tiden bliver opdateret med, hvordan det går de andre – det er en smule stressende.
Man kan således måle sin egen popularitet. Man kan dog ikke sådan rigtig måle kvaliteten af ens bekendtskaber. (Forsøger jeg at trøste mig selv med, for så ville jeg jo selvfølgelig hurtigt fremstå som en, hvor kvalitet overgår kvantitet……)

Fryd for øjet.

Jeg bliver nu aldrig træt af ham her: Moodaholic

2008

Så er der to ting at se frem til næste år.

Koncert med dem her d. 22.2.

Bryllup med dem her d. 24.5.

Det er store sager, både udflugt til Århus og Møgeltønder.

Lavpunkter

orkide.jpg

Forleden talte jeg med en ven, der sagde, at en flytning i stressniveau kan sammenlignes med sorgen ved et dødsfald. En prås gik i den forbindelse op for mig. Jeg får tårer i øjnene, bare jeg siger År(hus), bliver modfalden når vi ad omveje hører, at Julius er savnet i hans gamle børnehave og får ondt i maven når jeg ser billeder af vores gamle hus. Der er ingen vej udenom at et stort og velskrevet kapitel i vores liv er forbi, og det er faktisk ret svært. Det havde jeg ikke lige regnet med.

Alligevel kan det nok ikke forklare, at der er rigtig mange dage i disse måneder, hvor jeg ikke rigtig synes, der er noget, der er sjovt.
Måske en slags livskrise, der handler om mere end en flytning, den har måske også en hel del at gøre med den før omtalte uendelige karrierekrise. Men nu har jeg fået lidt arbejde, som jeg eftersøgte. Så det går fremad på den front, men alle de løse ender, og det mål forude jeg ikke kan få øje på, det får mig til at ryste på hånden.
Måske er det en kemisk ubalance et sted i mit hoved. Måske er det fordi jeg sover fragmenteret. Måske er det fordi det snart er jul. Måske, måske, måske.
Jeg er ekspert i at trække mig selv op ved hårrødderne, og den kompetence har jeg god brug for.
Går det mon væk af sig selv.

Mine nye veninder

På mit nye job i den lokale SFO lander jeg ofte i tegneværkstedet. Vi tegner og tegner og tegner. Jeg tegner også portrætter af de børn, der gerne vil tegnes, og jeg er ved at blive ret god. Mens jeg tegner dem, går tiden bedre, hvis de selv tegner, og pigerne vil gerne tegne mig, så vi tegner hinanden. Jeg har nu en hel stak portrætter af mig selv. Jeg betragter det som en frynsegode.

tegning1.jpgtegning13.jpg

tegning12.jpgtegning15.jpg

tegning14.jpgtegning16.jpg

På den sidste tegning tog Marie sig den frihed at tegne mig i et telt, for hun elsker selv at sove i telt. Hvor sødt er det?

Milepæl

sigurd1aar1.jpgsigurd1aar2.jpgsigurd1aar3.jpg

sigurd1aar4.jpgsigurd1aar5.jpg
1 års fødselsdagen er enorm, især for forældrene.

Status Sigurd.
Elsker: bamser, bolde, bøger med pels, føntørrings-terapi efter badet, mælk.
Øver: ord og den svære balancekunst at bevæge sig på to ben.

Sigurd var en prop med effektive depoter, da han blev født. Jeg må tilstå, at jeg havde mine tvivl om, der var andre end os, der kunne se, hvor smuk han var.
Men nu: charme, selvtillid og lækkert hår – over hele linien. Når han holder op med at savle, ja så spår jeg, at han bliver 100% uimodståelig.

Tillykke med dagen. Du er en solstråle.

Valg V – four more years…

Mor er ikke vred, mor er skuffet.
Nærmest uaktuel, men alligevel. Har nu sundet mig i nogle dage og ja, uden at afsløre for meget kan jeg sige, at jeg havde håbet på en eller anden form for fornyelse. I det mindste at vi kunne finde hinanden en lillebitte smule længere ind mod midten. Suk. Men nej, der er ikke andet for end at begive sig ud på endnu en ørkenvandring.

DR’s valgaften lignede til forveksling en dækning af en vigtig kongelig begivenhed ala tronarving-kommer-hjem-fra-barselsgangen. Mens vi venter på resultatet venter forskellige reportere på strategiske locations på diverse hovedpersoner. Et festfyrværkeri af zappen rundt i manegen. Tænk at stå en hel aften foran Pias residens og vente på en enkelt kommentar fra hende på vejen fra havelågen til bilen.
Man kunne vel have brugt tiden på så meget andet, flere ananlyser og den slags… På den anden side så er vi jo vænnet fra alt det der seriøse noget, celebrity-sauce glider nemmere ned. Det vigtigste er åbenbart, at vi ser vinderne og tabernes ansigtsgrimasse, når de tackler resultatet. Bare vi ikke går hen og bliver ligeså dumme, som DR (m.fl) tror vi er.

Older posts

© 2017 Supertankr

Theme by Anders NorenUp ↑