Øm nakke og pludselig feber fik angstens lavine til at rulle i nat. Julius var varm, pylret og umulig at overtale til at bøje hovedet. Ikke den optimale situation at være græsenke med husbond i den norske ødemark.
En halv times telefonkø hos vagtlægen er lang, når mellemtiden er fyldt med meningitis relateret surfing på sundhedssites. Da der var hul igennem manede fagkundskaben til besindighed og smertestillende. Søvn turde jeg dog ikke hengive mig til i vågetimerne efter.

I den årle morgenstund er drengen nøjagtig så frisk som efter en helt almindelig nat.

Rystet, træt og rørstrømsk, sådan er dagen gået. En mental tur omkring en livstruende sygdom kan effektivt sætte tingene i perspektiv, og luge ud i nogle af de bagateller, der til daglig kan hobe sig op og tage opmærksomhed fra at nyde, at vi har hinanden.