maja.jpg

I et drengeunivers er det traditionelt set ikke dukkelege børneværelset er målrettet til. Og overvægten i vores kollektion af legetøj ligger da også på biler, våben og den slags. Derfor var der måske i endnu højere grad basis for en jordskredssejr, da vi forærede Sigurd en dukke i 2 års fødselsdagsgave. Fordi hun er den eneste af sin slags her hos os, tiltrækker hun sig ekstra opmærksomhed.

Sig goddag til Maja.

For sådan hedder Sigurds allerkæreste eje. Opkaldt efter grandkusinen, som i sin egenskab af baby har optaget Sigurd meget. Sigurd øser al sin kærlighed på Maja. Han nusser og kæler. Vugger og aer. Kysser og krammer. Maja er i det hele taget blommen i Sigurds æg, og hun er klædt i de allerfineste hjemmestrikkede kreationer fra farmors hånd.

En tankevækkende sidegevinst ved Majas entre i vores hverdag er, at Julius, der ellers ikke har været synderligt optaget af at pleje sit nursing gen er blevet inspireret af Sigurd og Majas symbiose. Han har kastet sin hengivenhed på udvalgte bamser, der pludselig er uundværlige sovekammerater. Der opstår nærmest panikagtige situationer, hvis en af følgesvendene er missing in action.