Supertankr

Glücklich allein ist die Seele die liebt

Date: 19. marts 2010

Brocher

brocher.jpg

Spænder, strømper, brocher, tørklæder, sko. I loooove it. Pyntesygen er blevet en kronisk del af mit liv. Man kan blive overrasket over, hvor dårligt man kender sig selv, eller hvor meget man kan ændre sig. Det er en af de rigtig gode ting, der er poppet op i identitetskrisen. I kølvandet følger make-up kurser, wellness og måske danseundervisning.

Sker det her virkelig for mig. Ja, det gør det. Fedt.

Brok

 Lusket kommer det snigende uden man egentlig bemærker det. Brok og klage.

People who complain trap themselves in a reality that constantly gives them more to complain about. Life keeps harshing on them. Their luck is below average. They never get any real breaks. Unfortunate circumstances, seemingly beyond their control, keep manifesting. It seems totally unfair, but it isn’t. The complainers are merely witnessing the fulfillment of their own requests. Every thought is an intention, and complainers habitually intend what they don’t want. So it makes perfect sense they live in a reality congruent with those thoughts. The complainer may tell you their reality is causing their complaints, but it’s more accurate to say their reality is reflecting their complaints.

Selvopfyldende profeti.

Hvad er kuren mod brok? Kill it with kindness?

brok.jpg

Tror måske det var bedre at opliste alt det man er taknemmelig for.

Om ærlighed og identitet

Spekulerer i disse måneder over ærligheden, om dens konsekvenser, om mod, om strategi, om at være ærlig overfor sig selv og andre. Om hvor meget og hvor lidt man skal sige. Er tavshed i nogen tilfælde næsten det samme som løgn eller er tavshed guld.

m_hatbw.jpg

Er det at lyve hvis man siger det, man tror andre gerne vil høre, fordi man er bange for om de vil være sammen med en, hvis man står ærligt frem? ‘Når man lyver skjuler man sig’ siger Katrine Lilleør. Jeg har nok ligget lidt i skjul i mange år – også for mig selv.

Jeg forsøger at gøre op med fortidens identitet som umodig selvbedrager. Og blive bedre til at sige tingene som de er, og så mande sig op til at tage konsekvensen. Også selvom konsekvensen er dårlig stemning, afvisning og uvenskab.

Men der er da situationer, hvor jeg skælver, det svimler, og jeg tænker at den hudløse ærlighed, jeg forsøger at lægge for dagen åbner et afgrundsdyb af konsekvenser. Sandheden er ind imellem ilde hørt. Der kan jo opstå en lavine af reaktioner på ærligheden, der kan betyde et kuldsejlet parforhold eller et mistet venskab.
Men jeg har også erfaret i min nye virkelighed, at det trygge øje i konsekvensernes orkan jo er der, hvor man ved at ens egen sti er ren og ærlig. Og kan man ikke regne med omverdnen, så kan man da regne med sig selv.

Men hvad er det for noget, det der med at fordreje sandheden. Kan det at lyve ikke gradbøjes? For det er vel ikke lige i alle situationer, at man nødvendigvis skal stille sig op og braldre ud med sin mening. Igen: kan tavshed være guld?

Fik på vejen til København fingrene i Ud og se, der netop havde en længere artikel om løgn. Henrik Dahl siger sågar, at samfundet ville bryde sammen uden den lille hvide løgn, at det er en måde at vise omsorg på. At vi beskytter andre menneskers værdighed ved fx. at lyve om, at deres elendige kogekunst smager godt. Hm måske…

Simon Kvamm tweet: Ganske fint, at mediernes små iscenesættelser kommer frem i lyset (Sporløs og P4)…hvide løgne fortalt mange gange blir efterhånden grå!

Men altså kan man gå balancen mellem at droppe alle sorte løgne og kun lyve en lille hvid, hvis det er et bevidst valg om at skåne omverdenen? Og skåne dem for hvad? Man kan jo også nogen gange bare holde kæft. Guld.

© 2018 Supertankr

Theme by Anders NorenUp ↑