Supertankr

Glücklich allein ist die Seele die liebt

Month: maj 2010 (page 1 of 2)

Beatlemania

beatles1.jpg

Før eller siden vil den personlighedsstrategi, vi tog til os i barndommen for at overleve vores familiære omstændigheder, blive en hindring for vores videre udvikling. Det vil uundgåeligt føre til en eller anden form for identitetskrise og tvinge os til at se mere bevidst på, hvad det er, vi gør ved os selv. På denne måde bliver identitetskrisen ofte begyndelsen på en personlig udviklingsvej, hvor vi åbner for den større intelligens, vores sunde fornuft og andre kraftfulde indre ressourcer, der har været låst fast i vores programmerede personlighed.
John Welwood,“Towards a Psychology of awakening”

Selve ordet “identitet” stammer fra den latinske rod idem, som betyder “den samme”. Når man taler om et menneskes identitet, fæstner man sig altså ved, at der er noget ved personen, som “altid” er det samme.

I min identitetskrise har det føltes som om jeg blev væk fra mig selv,  og jeg er nu ved at finde et nyt fundament at stå på, efter det gamle er skredet.
Jeg husker tydeligt, at jeg for præcis et år siden desperat sagde til min bedste ven: ‘Hjælp mig, jeg ved ikke, hvad der sker med mig. Jeg ved ikke, hvem jeg er. Jeg har ingen mening om noget som helst  og jeg ved ikke, hvad jeg kan lide. Jeg ved bare, at jeg er stresset over at skulle holde styr på, hvad alle andre synes jeg skal gøre.’

long-winding-road.jpg

The long and winding road

Så jeg måtte starte forfra og viske tavlen ren. Nu stykker jeg mig selv sammen brik for brik. 

beatleshaar.jpg

I min søgen efter ting som jeg er helt sikker på at jeg kan lide, genfandt jeg Beatles. Ja, The Beatles. The fab four. John, George, Paul & Ringo. Ikke sådan at forstå at de har været væk, men dog delvist begravet sammen med mig selv.

Og min gamle passion for Beatles er nærmest blevet symbolsk for mit liv og min nye ståen ved mig selv.

Det hele startede, da jeg var 10-12 år og min mor indkøbte en samling af Bealtes udgivelser på kassette bånd. Jeg tror aldrig rigtig, hun fik hørt dem ret meget, for jeg skovlede dem til mig og tog hul på dette musikhistoriske kernekapitel fra en ende af. Jeg forelskede mig dybt og dyrkede musikken intenst i uger, måneder, ja for altid…
Men det triste ved den historie – her findes måske en af nøglerne til mit livs omveje – er at ud over mine forældre, der nok ikke kunne undgå at høre, at Rubber soul kørte på repeat måned efter måned, så var Beatles en hemmelighed. Min bedste veninde vidste det ikke, jeg gemte båndene væk, når jeg fik besøg, for det var jo slet ikke Beatles de andre hørte. Så mine forestillinger om, hvor forkert de ville synes jeg var fik mig til at holde kærligheden hemmelig.

Gæt hvem der hører Beatles konstant i øjeblikket?

Jeg har fundet et destillat af mine egne præferencer. Her er jeg.

I don’t know why nobody told you
how to unfold you love
I don’t know how someone controlled you
they bought and sold you

I look at the world and I notice it’s turning
While my guitar gently weeps
With every mistake we must surely be learning
Still my guitar gently weeps

I malerkassen

malerkasse1.jpg

malerkasse2.jpg

malerkasse3.jpg

I min forældres baglokale gemmer fortiden sig. I lag. Fra gulv til loft. Et overfyldt raritets kabinet med mine værker helt fra gymnasietiden.  Jeg åbnede i dag min malerkasse for første gang i et helt år. Det var som et kirurgisk snit direkte mod hjertet. Overvældende følsomt, det kan kun gå med forsigtige skridt fremad.

Startede langsomt og som altid efter en lang pause med at kopiere Michelangelos Pietà. Et af mine yndlingsværker som i al sin hellighed er ikonisk. Men på det personlige plan handler det selvfølgelig også om en moders kærlighed til sin søn. Og tabet af sønnen og Guds søn. Uovertruffen inderlighed.

michelangelo-pieta.jpg

En anden parafrase over værket er lavet af Sam Taylor-Wood (og bemærk med Robert Downey Jr. på skødet… der kunne man godt gå hen og blive misundelig)

Hvis man ikke kan få

den man elsker, så må man elske den man får…

i-love-new-york.jpg

Is there anybody out there…

I udbud. På markedet. I cirkulation.

Nogen synes jeg er hurtig, andre langsom. Seks måneder i single-mode, og jeg har netop smugkigget på et dating-site for første gang.

OMG – det er sgu ikke sikkert, jeg kommer til at føle mig hjemme her. Her kan mændene finde på at opkalde sig efter uappetitlige dyr som sugemaller og rotter. Det kan egentlig godt overraske mig, hvis de tror at det giver bonus.

Nå, men de er ikke SÅ slemme alle sammen…

Nu skal jeg så til at stramme mig an, forholde mig til om jeg er normalt eller kraftigt bygget, finde et godt, vellignende, tillokkende billede og beskrive mig selv i de helt rette vendinger. Og hvor gamle skal de nu være, dem jeg skal have fingrene i, og skal de have børn osv. osv. osv. Pyh, det er et stort arbejde, der venter forude.

Bogstavleg

Flickermood 2.0 from Sebastian Lange on Vimeo.

Pligt

opvask.jpg

London

Om rejsefeber:

Disse skønne og store skibe, umærkeligt gynget på stille vande, disse kraftige skibsskrog, ørkesløse og fulde af udvé, siger de ikke til os i et stumt sprog: Hvornår skal vi stævne mod lykken?
Charles Baudelaire

london2010_1.jpg

london2010_2.jpg

London is so diverting. It’s true. There’s so much to entertain.
Jane Bennet, Pride and Prejudice

Eskaperede virkeligheden et par dage, men nåede ikke frem til følelsen af, at hjemme er bedst.

Empty as a vacant lot

Well you left my heart empty as a vacant lot
for any spirit to haunt

carcrash.jpg

You’re an accident waiting to happen
You’re a piece of glass left there on the beach
Well, you tell me things I know you’re not supposed to
Then you leave me just out of reach

Tja…  hey hey, shalalala …hele den her uoverskuelige livssituation ikke er lige nem at håndtere hver dag, og melankolien har en tendens til at vælte frem i ubevogtede øjeblikke. På en måde har jeg aldrig haft det bedre, men heller aldrig værre – og det kan nærmest skifte fra time til time – måske er det også blodsukkeret, der styrer mig ind og ud af kurs.

Det ene øjeblik et trafikuheld, det næste en superstjerne.

superstar.jpg

U2 -who’s gonna ride your wild horses

The doors you open
I just can’t close

Usynkroniseret

Du kender situationen, hvor man har små-travlt på vejen mellem a og b, men man havner bag en traktor, der ikke trækker ind, linierne midt på vejen er dobbeltoptrukne, og der er rigeligt med modkørende. Blodtrykket stiger i takt med minutterne, der går.

traktor.jpg

Nøjagtigt sådan føles mit liv. Her og nu. Jeg er utålmodig efter at tage hul på anden akt af mit liv. Jeg har i den grad lyst til at foretage hasarderede overhalinger for at forcere min fremdrift mod målet. Men traktoren der snegler sig frem foran mig er umulig at passere i øjeblikket. Så jeg venter i en kogende tilstand ala løve-i-bur på at der bliver fri bane. Eller at traktoren sætter tempoet bare lidt højere.

På den ene side er jeg i besiddelse af mængder af rastløs energi og kærligt overskud, som jeg ikke kan få afløb for – manisk løber jeg rundt i skoven, cykler på arbejde og plastrer alle ledige stunder til med aftaler, så tæt at jeg knap magter at holde dem. Og samtidig er jeg så mørbanket af følelsesmæssige op-og nedture, at jeg næsten ikke kan overskue at sætte den ene fod foran den anden. Nøjagtig som når man er blevet alt for sulten og ender med at udmatte maven nærmest før man kom igang. Der er så meget, jeg skal nå, men jeg har ikke helt tid til vente på at samle kræfterne til at gøre det.

Heldigvis står min traktor jo ikke stille, så fremad går det dog, men der trommes hektisk på rattet heromme på bag-perronen. Jeg har en konstant panisk fornemmelse af at være lige ved at komme for sent til min egen fremtid.

Mit livs tempo trænger til at blive synkroniseret.

:-)

wm3.jpg

Older posts

© 2017 Supertankr

Theme by Anders NorenUp ↑