Der var engang en lille pige… 

En af de vigtige anekdoter i min familie – vi har været forskånet for voldsomme traumer forståes – handler om vemodet over et overstået kapitel:  Den lykkelige barndom.

Et stort øjeblik i mit barndomsliv var, da jeg fik et Playmobil sørøverskib i julegave. Magen til trofæ, nej vel, det fandtes ikke. Og det var mange penge dengang og alt det der.

soroverskib1.jpg

Sejlene sættes første juledag. Far og Marlene

Som tiden gik måtte trofæet arkiveres på loftet efter lang og tro tjeneste. Og så gik det jo, som det går med alle kapiteler, de får en ende: og mine forældre overlod mit barndomshjem til fremmede folk.

Men hvad værre var, i flytteforvirringen glemte de sørøverskibet på loftet. Da den grufulde kendsgerning gik op for os, var det for sent.

Siden har det forliste sørøverskib spøgt i mange samtaler. Vi trøstede os dog med, at fire (fire!!!) piger i legealderen flyttede ind i huset og forhåbentlig fik glæde af den glemte skat.

Men så… her knap syv år senere falder min far i snak med barndomshjems ejeren. Og nysgerrig som far er (ja, jeg har det ikke fra fremmede…) spørger han til skibet.
Og tænk sig, sørøverskibet har stået uberørt på loftet. Tilflytterne har tit undret sig over, at vi ikke hentede det, og min far fik byttet med hjem under armen. Man må undre sig…

soroverskib2.jpg

Klenodiet er nu overdraget til næste generation.

Ro og orden er genoprettet. Og vi lever nu lidt lykkeligere til verdens ende.