Supertankr

Glücklich allein ist die Seele die liebt

Date: 24. november 2010

Den bedste Sigurd

i hele verden. 

Det hvisker jeg til ham, hver aften han skal sove. For det er han jo, og det får han aldrig lov at glemme.

Sigurd er skøn.

sigurd4_1.jpg

Nu er han fire år. Og det er en stor ting. Han sørgede selv for at smække vinduet på vid gab og råbe ud til Odders borgere og resten af verden, at det var hans fødselsdag.

sigurd4_3.jpg

Sigurd har sans for festligheder, han har sans for at spise kage og han har sans for underfundigheder. Jeg fylder jævnligt mine facebook updates med Sigurd guldkorn, her et lille potpourri:

  • Hører Sigurd sige: ‘Jeg virker ikke mere’ som svar på beskeden om at næste punkt på dagsordnen er oprydning.
  • Hører Sigurd – iført græskar maske – sige: ‘Jeg er en af dem fra Halloween’
  • Hører Sigurd sige:’ jeg vågnede op lige midt i fremtiden’
  • Hører Sigurd synge med på Highway to hell: ‘Haaar vi en ostehøvl’
  • Hører Sigurd råbe inde fra sengen: ‘Mor, jeg har glemt at drømme’
  • Hører Sigurd sige, mens han kigger ind i min mund: ‘Du er ved at få en guld-tand’
  • Hører Sigurd sige: ‘Min hjerne glæder sig til at se tv’

Men Sigurd tumler også med livet. Som skilsmissebarn i en to-delt verden, som fire-årig og med at mestre sit livs udfordringer. Han er til tider voldsomt frustreret.

sigurd4_2.jpg

d s i g u r (der var ikke lige plads til d’et sidst på papiret)

Sigurd ser op til sin storebror og følger nøje med i, hvordan Julius har kastet sig ud i skolelivet og måske især bogstavernes kunst. Han har længe talt om, at hans navn starter med en slange, men forleden dag, da han var fire år og to dage fandt han resolut pen og papir frem og sagde: ‘Nu skriver jeg Sigurd’
Til min overraskelse kunne han alle huske bogstaverne, rækkefølgen og  endda skrive dem sådan nogenlunde. Jeg ved ikke om han har været i hemmelig træningslejr, men et ret sikkert første forsøg var det ihvertfald.

Tillykke.

I ro

calm.jpg

Havblik.

Jeg betræder i disse dage ukendt land. Aldrig før har jeg været i det her land, ihvertfald ikke på den her måde – og i særdeleshed ikke i de sidste to hektiske år. Pludselig lagde stormen, manierne og rastløsheden sig og en ny fornemmelse voksede frem:  Ro i sjælen.  Forunderligt nærmest.

Der er faldet nogle brikker på plads og et nyt landskab har åbenbaret sig. Det lyder sådan nærmest lidt frelst og det føles også sådan nærmest lidt frelst.

Brikkerne, tja, de faldt på plads, da jeg endelig stoppede med at løbe for at undgå det uundgåelige – nemlig mine egne følelser. Da jeg endelig fattede, at jeg er mig, og at jeg skal holde af mig – på godt og ondt, alle tåbeligheder, småligheder og storheder.

Og at jeg pludselig fattede at jeg ligeså godt kan indse, at det der er det rigtige for mig, det går ikke bare over. Uanset at det er besværligt at opnå, uanset at det kan være langt ude, måske endda i visse optikker dumt og forkert. Det er sådan det er- og hvilken lettelse.

Jeg har også erkendt, at hvis jeg prøver at løbe igen, så indhenter jeg mig selv igen, forhåbentlig hurtigere end før og så starter vi bare forfra. Med at lære at være hvor jeg er. Walking in circles.

Men det krævede også at en større storm – ja faktisk at en orkan af følelser blæste op og væltede mig omkuld. Da jeg rejste mig igen, ja så var jeg her. Lige her i roen med mig selv. Forunderligt. Nærmest.

© 2018 Supertankr

Theme by Anders NorenUp ↑