sigurdsover.jpg

juliussover.jpg

Forleden skrev Allan – i en sen nattetime tilsyneladende med vågent barn/vågne børn – på Facebook: ‘Børn er da søde når de sover. Men det gør de jo ikke altid.’

Mine drenge kan drive mig ud til nogle grænser, jeg ikke vidste jeg havde – både på den gode og den dårlige måde. Aldrig raser jeg mere, aldrig er jeg mere bange for at miste, aldrig griner jeg højere. End sammen med dem.
Der er dage, hvor jeg ikke kan vente til klokken er sengetid, og jeg venter med stigende desperation på ro. Og når de så endelig sover, så forstår man med et ikke hvorfor man ikke altid har en engels tålmodighed med de uskyldige pus.
Andre gange er der stunder af meningsfyldt lykke, jeg ville ønske kunne trækkes ud i det uendelige. Sådan er det vel med kærligheden.

There are nine million bicycles in Beijing
That’s a fact
It’s a thing we can’t deny
Like the fact that I will love you ’til I die