Selskabspapegøje – person der holder meget af at hygge sig sammen med andre og er temmelig snakkesalig

Min farmor var en ægte selskabspapegøje, og som min far forleden beskrev hende, så var hun typen, der kridtede skoene, når der var udsigt til et godt selskab.
Hun elskede at rejse, hun elskede kortspil, hun elskede kage og hun elskede at have folk omkring sig. Og hun elskede sin store familie. Hun var meget nysgerrig, og hun snakkede i et væk. Non-stop.

Ud over at jeg ligner hendes gren af familien af udseende, så har hele min identitetsjagt i den grad løftet sløret for, at jeg også har arvet selskabspapegøje genet. Og kage og rejse genet. Måske kan det være forstærket af, at jeg som enebarn har tilbragt meget tid i mit eget selskab. Jeg er overstimuleret med fordybelse i egne tanker.

Jeg bliver rastløs og kommer hurtigt til at kede mig alene. Jeg får en trang til at arrangere mig ud ad pinen efter bare et døgns tid. Og to døgn uden ordentlig kontakt med et voksent menneske, så er jeg hysterisk efter selskab og samtale. The more the merrier. (Problemet er så at det ikke er hvilken som helst kontakt, der virker – herom en anden dag)

Jeg finder mig selv sammen med andre. Ekstrovert. Jeg troede bare det var omvendt, fordi jeg var vant til noget andet. Der kan man bare se.

Kan man i den grad misforstå sig selv eller kan man i den grad forandre sig?

papegoeje.jpg

Papegøje-tang