Alle vil gerne findes af en, der forstår. Alle vil gerne findes af en, der ser, der lytter, der griner af de samme vitser og som formår at tune sig på ens kanal.

Nogle gange finder man et menneske, der bevæger sig på samme bøglelængde, hvor man mindst forventer det. I et – udefra set – uforudsigeligt og usandsynligt match. Nogle gange finder man en sjæleven, når man mindst venter det.

Det er, hvad der sker i Sofia Coppolas film Lost in translation. På Park Hyatt Hotel i Tokyo.

Charlotte og Bob lever i hver deres verden, hver deres skrantende ægteskab, hver deres eksitentielle livskrise. Han med en karriere, der er kørt af sporet. Hun med en karriere, der ikke kan komme igang. 20 års aldersforskel.

De kan ikke sove. De kan ikke forstå deres liv. De kan ikke forstå den japanske kultur. Men de forstår hinanden.

Han er den livskloge mentor, der beroliger hendes urolige sjæl. Hun er hans spejl, der drillende spidder hans krise og slæber ham med ud i livet i Tokyo.
De har ikke en affære, men jalousi og stemningen mellem dem antyder anslag til mere end venskabelige følelser.

En uge bor de på hotellet.

De skilles midt i menneskemylderet i Tokyo for at returnere til hver deres liv eller måske for at mødes igen?

Den sidste scene er en omfavnelse, hvor Bob hvisker i Charlottes øre.

Jeg har nu spekuleret i syv år på, hvad han mon hvisker til slut.

Har du et bud?

Midt i alvoren er filmen smækfyldt med komiske scener om mødet mellem den vestlige og japanske kultur. Smukt og forvirrende og meget grinagtigt.

Bill Murray og Scarlett Johansson i sit es.