Supertankr

Glücklich allein ist die Seele die liebt

Month: august 2011 (page 1 of 2)

First mover

Jeg lægger i disse dage champagnen på køl og hovedet i blød, for at finde den rette måde at fejre et jubilæum.

Jeg har været blogger i ti år!

Det hele startede på et to måneders roadtrip hen over USA, hvor en rejsedagbog kombineret med opdagelsen af det ny-opfundne Blogger.com startede skriblerierne.

usa2001_3.jpg

Marlene New York august 2001 – bemærk twin-towers i baggrunden. Fjorten dage senere var de væk!

Jeg har desværre ikke rejsedagbogen som link mere. Kun på print. Men udover rejsedagbogen har jeg huseret på tre domæner i de sidste ti år.

Det eneste historiske dokument, der kan opdrives i den anledning er: http://supertanker.blogdrive.com/

Her på supertankr.dk har jeg boet i seks år.

firstmover.jpg

bagspejl.jpg

Et blik i bagspejlet afslører en perlerække af historier og en – for mig om ikke andet – en uvurderlig dokumentation af mit liv. Op og-nedture: børnefødsler, arbejdsløshed, kunstprojekter, skilsmisse, identitetsforvandling. Navlepilleri og skuen ud over de store horisonter.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke min mest trofaste læser Musdyret, som har været med, fabrikeret merchandise, holdt ved, holdt i hånden og heppet helt fra starten – dengang det nærmest kun var mig, hende og min daværende husbond, der kendte til projektet. Tak for utrættelig opbakning.
Men også særlig tak til Allan, Christian, Michael, Line, Winnie og Marianne  for kommentarer, sparring og inspiration.
Og derudover fortjener min x-mand en hel del credit, fordi han jo i sin tid var den, der satte hele blog-toget igang, han har i sandhed first-mover genet og jeg bed mig fast i genren og forelskede mig.

Jeg elsker min blog. Jeg er stolt og glad. Sikke en rejse. Spændende hvor de næste ti år tager mig hen.

Er der nogen der vil være med til at drikke champagne?

champagne-popping.jpg

Spejling

spejling.jpg

Hvor godt kender du egentlig dig selv? Spurgte damen retorisk. Ikke udtømmende åbenbart.

Og hvad gør man så: Jeg savner min ven. Mit spejl.

Støver fortsat rundt og kigger efter blinde vinkler og ukendte og uudforskede områder af mig selv. Jeg forestiller mig tit, at jeg en dag finder en hemmelig dør ind til et skatkammer af forklaringer, erkendelser, potentiale eller en afgrund af følelser, jeg ikke vidste fandtes i et område af mig selv, jeg ikke ved noget om.

Men bestemmer man ikke hvem man selv er, ved de ting man gør og fortæller om sig selv? Og er ens blinde vinkler ikke ‘bare’ omverdenens reaktion på ens adfærd. Som kan være ret overraskende og som jo er vigtige at tage i betragtning. Men er det ikke mere dem, end mig?

Uha, jeg skøjter lidt rundt i det der med, at man kun eksisterer hvis man bliver set, og samtidig også er skaber af sin egen identitet.

Spejlkabinet…

Udviklingspsykologisk er det vel en livsnødvendighed at blive spejlet rigtigt, at blive set. Spørgsmålet er om man som voksen er ansvarlig for selv at vise sig rigtigt, for at blive set ordentligt?

Line 

True love

pingo.jpg

Årrhhh, hvor sweet!

Kronprinsen i frømands kostume kysser fruen i  moderigtig kostume under besøg i Hirtshals. I forgårs. Kan man andet end at smelte ved synet af den gestus. Det var da ikke alle og enhver der ville lave det stunt foran den samlede verdenspresse.

Mere royal: I ugens løb druknede nyheden om at Joachim og Marie venter barn nr. 2 helt i valg-nerver. Så er dronningen oppe på otte børnebørn. Det er da meget godt gået. Men åbenbart et eksempel på at medierne trods alt er ved at være baby-royal-mætte – det kan jeg egentlig godt sætte mig ind i. Trods alt.

People who love in the expectation of being loved in return are wasting their time

Paolo Coelho 

Sensommer

sensommer_1.jpg

sensommer_2.jpg

sensommer_3.jpg

Glimt fra dagene, der går.

Sommerlejr. Skolestart. Sommerregn. Sensommer solstrejf.

Taknemmelighed og tålmodighed.

Vi har det godt. Rigtig godt.

Al menneskelig visdom kan opsummeres i to ord – vent og håb

Alexandre Dumas 

Just my type

Just My Type from Pentagram on Vimeo.

Black & White

bw1.jpg

‘cause the line between

Wrong and right

Is the width of a thread from a spider’s web

The piano keys are black and white

But they sound like a million colours in your mind

Katie Melua – Spiders Web 

Hårdt presset i bund af skuffelser, forskrækkelser og uretfærdigheder kan verden godt blive helt nuanceløs sort/hvid. Først når støvet lægger sig og overblik, overskud og perspektivet indfinder sig, genopstår farverne.

Mit liv er blevet meget mere stormfuldt, dramatisk og følelsesladet – og farvestrålende.

bw2.jpg

bw3.jpg

Hvis der er en sandhed

skrevet sort på hvidt

så er det den at ingenting er dit

Sebastian – Du er ikke alene 

Things have changed

People are crazy and times are strange
I’m locked in tight, I’m out of range
I used to care, but things have changed

Things have changed – Bob Dylan

change.jpg

Engang troede jeg, at udsatte jeg morgenmaden mere end 30 min, så gik verden under.

Engang troede jeg, at havde jeg ikke kontrol over alle detaljer, så gik verden under.

Engang troede jeg, at var man vred på, uenig med og i konflikt med nogen, så gik verden under.

Engang troede jeg, at gjorde jeg ikke alle tilfredse, så gik verden under.

Engang troede jeg, at skulle jeg tale i forsamlinger, så gik verden under.

Engang troede jeg, at hvis jeg var mig selv, så gik verden under.

Engang troede jeg ikke, jeg kunne løbe fem kilometer.

Engang troede jeg aldrig, jeg skulle skilles.

Engang troede jeg, at jeg var usynlig

Engang troede jeg, at jeg aldrig jeg skulle have børn

Engang troede jeg, at verden gik under, hvis jeg var alene.

Things have changed.

I dag stod jeg op kl. 9, spiste en halv banan og drak et glas vand kl. 10, nussede rundt til kl. 11. Løb fem kilometer. Cyklede hen til bageren. Gik i bad og spiste morgenmad kl. 12.30

Forleden dag var jeg så glad for mig selv, at jeg tog konfrontationen med en nøgleperson i mit liv og dermed ligeglad med at hun måske blev utilfreds og ligefrem uvenner med mig. For MIN grænse var nået. (ja aha, jeg har en grænse…)

Om en uge skal jeg sige noget til 46 studerende.

Nu har jeg børn.

Nu er jeg skilt.

Nu gemmer jeg mig ikke – nær så meget…

Nu er jeg alene (og jeg er næsten ikke bange)

Og verden står endnu.

La Vita è bella.

Premiere nerver

premierenerver1.jpg

Et godt tilbud

premierenerver2.jpg

Et hemmeligt ønske

premierenerver3.jpg

En ny støvle

premierenerver4.jpg

Et andet sted

premierenerver5.jpg

Et bemærkelsesværdigt fænomen.

Den sidste må have en begejstret bemærkning med på vejen:
En kuglepen, der afklæder Leo (altså Sussies mand) – når man vender den på hovedet og returnerer igen. Amazing.

På alle måder fantastisk, både kuglepennen med den utrolige feature, Leo og kombinationen af disse. (han beholder heldigvis underbukserne på, men det er egentlig overraskende, at hans underbukser IKKE er en af den slags, der også var til salg til koncerten – hvide g-streng med Sussie og Leos kontrafej på forsiden)

De tossegode

Kynikeren udtaler: ‘Man får ingenting for at være flink’

Min far svarer: ‘Men alligevel bliver jeg ved med at gå og håbe’

kloever.jpg

Tossegod er man, når man er gavmild på en enfoldig eller naiv måde. Uselvisk, altruistisk, generøs, hjælpsom og betænksom.

Jeg er opdraget til tossegodhed. Opdraget til at dyrke glæden ved at glæde andre. Og finde anerkendelse ved at være opofrende. At lykken findes i at hjælpe andre. Opdraget til at det er skamfuldt at være egoistisk. Opdraget til at udsætte, tilsidesætte, men desværre også ligefrem at undertrykke egne behov.
Bagsiden for mig er, at jeg godt kan ende i en offerrolle, et martyrium – jeg kan ihvertfald  høre mig selv tænke, at os gode og pletfri mennesker vi er hævede over pøblen nede i det egoistiske søle. Jeg ser hånligt ned på smålighed og grådighed. Måske er det fordi jeg ikke er fuldt uddannet som ægte tossegod.

Men jeg har altså en nedarvet trang til at give uden at forvente at få noget retur. Og så alligevel, for vi er jo ikke rene helgener, for som far siger, så går man dog alligevel og håber, at al den godhed ikke er spildt. At sødheden kommer tilbage, om ikke andet så som god karma.

Vi tossegode håber, at vi kvalificerer os til at blive elskede. Vi længes efter at blive behandlet ligeså godt.

Og nogle gange bliver vi skuffede. Nogle gange er utak verdens løn – og os tossegode ved ikke noget værre end utaknemmelighed. Den rædsomme fornemmelse af, at min godhed bliver taget for givet. Forskrækket over verdens ondskab. At andres virkelighed er så anderledes end vores. Og dermed håndsky, så vi har svært ved at tage imod andres gode gerninger. Men når jeg så møder anden sjæl, der er tossegod på samme måde som mig, der gør et eller andet fantastisk uselvisk for netop mig, så bliver jeg som gelé. Og tuder som pisket. En enkelt strøg med hårene og troen på tossegodheden er genstartet på et spilt-sekund. Jeg er nem. Og naiv.

Får man ingenting for at være flink? Er utak verdens løn?

La Vita è Bella

Love can consign us to hell or paradise, but it always takes us somewhere
Paulo Coelho

love1.jpg

love3.jpg

‘Jeg står ligesom en mumie-kiste gør’

love2.jpg

love4.jpg

Det er fredag aften og byen holder fest. De hujer, synger. griner, klirrer, svirrer og musikken rumler i det fjerne. Alle sammen undtagen os.

Drengenes søvn-åndedrag pusler next door. De er endelig tilbage efter næsten tre uger hos deres far.

La Vita è Bella.

Jeg er vild med kontraster. Og mangfoldighed. Og kærlighed.

La Vita è Bella 

Older posts

© 2017 Supertankr

Theme by Anders NorenUp ↑