I den dybeste hule i det sorteste bjerg.
Vennerne Mio og Jum-Jum er blevet væk fra hinanden på et meget kritisk tidspunkt i den dramatiske historie: i den dybeste hule i det sorteste bjerg. De finder hinanden ved at spille samme melodi på deres fløjter:

Jeg spillede hele melodien, og så gav jeg mig til at lytte. Og langt, langt borte i bjerget kom der nogle klare toner til svar. Det lød meget svagt, men jeg vidste, at det var Jum-Jum, som svarede mig. Så glad er jeg vist aldrig blevet før.

Jeg blev ved med at spille, og selv om jeg var så glad kunne jeg ligesom ikke holde op med at græde sådan lige med det samme, så jeg gik der i bjerget og spillede og græd lidt.

Og lige pludselig stod Jum-Jum foran mig i den mørke gang. Jum-Jum, min allerbedste ven! Jeg rakte hånden ud og rørte ved ham. Jeg lagde armen om hans skuldre. Jeg ville mærke, at det virkelig var ham. Og det var det. Det var min allerbedste ven.

‘Jum-Jum. hvad for en vej skal vi gå nu?’ spurgte jeg.

‘Det er ligegyldigt, hvad vej vi går, bare vi går den sammen’

Astrid Lindgren, Mio, min Mio!

Hvad er venskab?