Hørte lige Elton J i radioen med den gode gamle sang om Marilyn, og den er jo lidt tacky, jeg må dog også indrømme, at den trykker på nogle sentimentale knapper hos mig.

… Men den minder mig jo også om den kollektive choktilstand, der ramte verden, da Diana (og Dodi) kørte i døden, og Elton meget belejligt skrev teksten om som en anden lejlighedssang: Goodbye England’s Rose. Dengang boede vi i en blok – i ‘penthouse’ lejligheden på 3. – og viceværten og hans kone boede i stuen. Fru Viceværten var i det hele taget lidt af et livstykke og meget snaksaglig, men hun tog altså denne hyldest til prinsessen til sig. Hun indstillede anlægget på repeat og lyden af Eltons stemme strømmede gennem den mellemliggende etage op til os. Det var foruroligende tydeligt, og jeg frygter at hendes hørelse tog varigt skade.

Det var på flere måder en varm august i 1997 – der var ligesom ekstra varmt oppe under taget – når vi svedte til lyden af Englands rose.