Er det på tide at tage sit liv op til revision, når man står foran lågen til ens tre årige søns børnehave og tænker: Bare det var mig der skulle i børnehave.

Idag var det som om mit bæger, der har været lige rigeligt fyldt med væske i de seneste uger, løb over. Når man har travlt, som vi har for tiden, og man skal nå lidt ekstra – fx. at gøre hovedrent – så er det bare med at komme i omdrejninger hver eneste gang Lillebror sover. Og han sover ikke sin tid væk! På den måde ryger den smule fritid, der findes i døgnets timer, og det samme gør overskuddet. Men når man har et mål for øje: hussalg, ja så er jeg typen der knokler uden at stoppe og mærke om bægeret er fyldt.
I dag oprandt dagen, hvor de første købere kom forbi, og der var hektisk finpudsning i timerne op til. Det er som om man forventes at fjerne alle spor af at der faktisk bor mennesker i huset.

Da vores lille familie vendte hjem godt overtrætte og sultne fra det nærmeste storcenter, hvor vi havde slået tiden ihjeld, mens køberne kiggede hytten efter i krogene, ja så satte jeg lige prikken over i’et og tabte lillebror på gulvet, så han slog panden. Hylekoncerten, da alle undtagen husbonden græd, var uden sidestykke.

Kunne man da bare få en enkelt dag fri fra at være voksen.