Overtænkning

‘Du tænker for meget. Det gør alle kvinder’ sagde den kloge mand.

Og det har jeg så tænkt over lige siden…

Ja, der er sågar udgivet bøger om fænomenet. ‘Kvinder der tænker for meget’

Om bogen, som jeg ikke har læst, står der:

Karriere, mænd, børn, sundhed og udseende er blot nogle af de ting, vi kvinder går rundt og grubler over. Det behøver ikke nødvendigvis at være negativt, men er et let genkendeligt tegn på vores følsomme natur.

Følsom natur, tja jo, måske, men hvorfor er grublerierne kønsbestemt.

I mit tilfælde handler overtænkningen også om at cykle forvildet rundt i hensyntagen og overansvar. Jeg kender kun alt for godt fornemmelsen af, at nu er det for meget. Når tankerne, der vælter rundt koger over, når man analyserer problemstillinger til døde, når man kører sig selv i ring, udmatter sig selv, når tankevirksomheden holder vågen og overtænkningen i det hele taget spærrer for impulsivitet og handlekraft.

For meget og for lidt fordærver alting.

Og altså, det kan da godt være, at der er en sandhed i at kvinder – undertegnede inklusiv – tænker for meget, men jeg spekulerer over om mænd så til gengæld tænker for lidt engang imellem…

Samme kloge mand mumlede nemlig noget om mænds reptil hjerne. Deres tendens til at reagere instinktivt og lettere primitivt, tror jeg han hentydede til. Hvorfor skulle  reptil tendensen være mere udtalt hos mænd…

Det ubevidste må befinde sig i krybdyrshjernen, der er lig med den sansende hjerne og den limbiske hjerne, der har at gøre med de følelsesmæssige aspekter. Man kan derfor forsimplet tale om den emotionelle hjerne, der indeholder krybdyrshjernen og den limbiske hjerne, og forstandshjernen eller den kognitive hjerne.

Og et andet sted stod der:

Reptilhjernen er den ældste og mindste del af pattedyrhjernen. Den ligner hjernen hos de hårdføre reptiler, der for ca. 200 mio år siden var pattedyrenes forgængere. Den er præverbal (førsproglig) men kontrollerer selve livet gennem de autonome hjerne-, lunge- og hjertefunktioner.
I manglen på sprog er dens impulser instinktive og rituelle.
Dens domæne er de grundlæggende forudsætninger for liv: flugt, skafning af føde og parring.

I min research om reptil-hjernen stødte jeg desuden på følgende uvidenskabelige citat:

Man har en = reptil-hjerne = når man ikke kan se ud over sin egen næsetip

Er definitionen på en klog mand en, der kan se lidt længere end sin egen næsetip…
og er en klog kvinde en, der kan slippe lidt af bekymringerne og overgive sig til instinkterne…

Det tænker jeg lige lidt over.

2 thoughts on “Overtænkning

  1. Meget spændende tanker om forskellen på mænd og kvinders forskellige måde at bruge vores hjerner! Det tænker jeg så videre over, eller skulle jeg prøve at gøre noget reptilt i stedet?!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *