New York 2010

Grafitti på Brooklyn Bridge.

Der er et eller andet dybt poetisk over New York. Der er rådt, benhårdt, højtråbende, sindsygt og beskidt – alt sammen på en vi-elsker-dig-for-fanden-måde.

Og samtidig så er der alle de helt specielle øjeblikke som fx. en avis i China-town med sytten æbler og 24 kartofler midt i mylderet. Eller manden i undergrunden, der er så dedikeret at han hiver golfkøllen frem og øver sit slag på perronen, mens han venter på toget. Så tror man da på det bedste i folk og fremtiden.

Og så er der alle klicherne og klenodierne i en skøn blanding af kitch og autenticitet.

Min rejsekammerat.

Og Van Gogh live på the Met.
Van Gogh er jo så berømt, at reproduktioner af hans værker har tyndslidt hans eftermæle. Men!… hver gang jeg står foran hans billeder bliver jeg blæst omkuld af intensiteten i farverne, passionen og nødvendigheden i hans talent. Han var unik og i min optik kommer ingen op på siden af ham. Jeg var rystet – igen – på den gode måde.

Vi var på loppemarked i en nedlagt parkeringskælder – det var et skatkammer af photo-opportunities.

Undertegnede. Det kunne ganske enkelt godt være opskriften på mit mål i livet – at lyse op.

Sidst men ikke mindst så var der et sidste visdomsord, der nærmest blev turens motto. Vi fandt det begravet i det gyldne foer i en skøn Bohdi taske, som min rejsekammerat investerede i. En ægte skat og et godt kup:

It is better to conquer yourself than to win a thousand battles
Buddha