Ekko er det fænomen at lyd kastes tilbage, når den rammer en hård flade, og også betegnelsen for den tilbagekastede lyd. Wikipedia
Ekko er også navnet på den græske nymfe, der forelskede sig håbløst og ugengældt i Narcissus, der til gengæld kun var forelsket i sit eget spejlbillede. Ekko gentog alt Narcissus sagde og gav ham alt hun havde, indtil hun svandt bort og kun havde stemmen tilbage. Og blev et ekko af sig selv.
Som hun så Narcissus vandre omkring i naturen,brød hun i kærligheds lue og fulgte ham lige så stille.Jo tættere på hun kom til sin flamme, des hedere blev hun,ganske som fængeligt svovl, der sidder på enden af faklenbryder i brand, så såre man holder det nær sin flamme.Ovids forvandlinger – Otto Steen Due
Kvinder, der elsker for meget. Elsker sig ind i selvdestruktiviteten….
At vælge og tage handling i en bevægelse væk fra mine ekko-agtige tendenser kræver fokus og beslutsomhed i disse dage. Og rejsen mod at elske mig selv er ikke slut endnu. Men den er begyndt.
At kalde min sjæleven Narcissus er derimod at drive sammenligningen med myten for langt. For han ser mig absolut, bare ikke på samme måde som jeg ser ham.
Forelskelse er en stærk energi, som anvendt rigtigt kan føre store forandringer med sig. Men det er godt at være opmærksom på, at forelskelsen har narcisistiske tendenser. Forelskelse er at spejle sine egne behov i en anden og forgude den anden – fordi du tror du kan få dækket din længsel hos den anden. Forelskelsen er en god kickstarter til relationer og kærlighed, men må aldrig forveksles med kærlighed. Forelskelse kan bruges til netop at få øje på de ting hos sig selv, som trænger til opmærksomhed og udvikling – når du begynder at kigge nærmere på hvad det er du forguder, får du øje på, hvad du skal give fornyet opmærksomhed og – ja – kærlighed – hos dig selv. Sådan kan man måske vende en ulykkelig forelskelse til noget positivt og selv en lykkelig forelskelse kan på den måde udvikle til kærlighed frem for en håbløst afhængighedsforhold…. en tosomhed. Sene aftentanker – håber det blev forståeligt – og kan bringe en lille dråbe håb :-)
Jeg tror vi er helt på linie mht synet på forelskelse, og ja der er masser af håb mit i håbløsheden.
Men det er også en del mere kompliceret … Det her Ekko-aspekt er bare en vinkel i sagen.
Men tak for opmundringen.
Enig med synet på hvordan man så kan bruge forelskelsen til at komme videre med sin udvikling. Tage projektioner hjem, det man tror har med den anden særlige at gøre, skal man selv udvikle videre på, så man kan selv.
Det med at det er kompliceret kunne man se nærmere på. Måske er det meget enkelt. At opleve tingene som komplicerede har været en af de mest udbredte undskyldninger gennem tiden, som har betydet at folk ikke har truffet beslutninger, flyttet sig eller gjort det rigtige – for hvis det hele er så komplekst, så må man jo lige vente og se, og så kan man ikke overskue alle vinkler eller konsekvenser … Og så sker der aldrig noget.
Til eftertanke: En af mine gamle mentorer gik ind for korttisaterapi :1 min.! Hvad er problemet og hvad er løsningen. Resten af tiden går på at man ikke ved hvad man skal sige, man græder, man søger trøst og støtte, realitetstestning, forklaringer, forståelse, ser mønstre frem og tilbage, er bange, bekymret, ikke tør, forvirre sig selv, ser på undskyldninger og forhindringer – komplicerer tingene..
Jeg tror du har ret i at selve problemet og løsningen ofte kan koges ind til en essens, der fylder en elevator-tale (et minuts pitch).
Når det så er sagt, hvordan så med resten af pakken af gråd, trøst, støtte, vaklen frem og tilbage… etc. som du nævner, det lidt lyder som om du mener man ‘bare’ kan dumpe den og se at komme videre. I så fald så mangler jeg vist lidt kompetencer….
Det med at jeg skriver, at det er mere kompliceret referer til noget helt andet og meget privat som jeg ikke vil uddybe her. Ikke et forsøg på at udskyde eller undskylde eller undvige (hvad jeg ellers sagtens kunne finde på…) Den kan vi lige tage off-line ;-) Line
Var måske i mit utålmodige hjørne! Ja, så enkelt er det sjældent, de fleste ting er en lang erkendelses -og reaktions -og kommer så småt videre- process, frem og tilbage, motivation, ambivalens, tilbagefald, forfra igen. Men tænk hvis det var mere enkelt. Tænk hvis vi ind i mellem kunne styre os mere kognitivt, så gik noget måske nemmere..
Kommer jo selv fra en psykologisk/terapeutisk familie – min gamle svoger sagde engang, at han syntes der var for lidt tag-dig-sammen-terapi! Først blev jeg sur, siden har jeg tit tænkt på det. Jeg synes det er et svært felt, hvornår er nok nok, hvornår skal man gå mere ind i tingene og følelserne, hvad skal man gennemgå og gennemleve, hvad kan man gå lettere hen over? Hvornår har man lært det man skal. Hvornår flygter og benægter man. Meget svært at sige. Tror det er nemt for harmoniske menesker med klare grænser, de kan mærke organisk når noget er nok eller for lidt eller for meget. Problemet er alle vi andre mere eller mindre forstyrrede individer, som ikke er så klart og skarpt definerede. Vi undskylder og udskyder at gøre det rigtige, fordi vi er bange for konsekvenserne. Tit er det dog værre at lade stå til..