Forventningens glæde har i et år boblet i Julius. Emnet er fodbold. Måske er det noget som sker for mange små drenge, måske er der tale om en gen-mutation, for forældrene interesserer sig ukarakteristisk lidt sporten (og sport i det hele taget…). Men summa summarum: drengen vil gå til fodbold – og har drømt om det længe.
I går startede holdet for fire-og femårige på den lokale plæne. Sjældent har jeg set noget så nuttet. Femten rollinger spæner på trænerens instrukser rundt efter en bold uden at fatte ret meget af principperne. Men de vil så gerne, og træneren er nær gudestatus for de størrelser.
En time er lang tid for de små, så Julius og hans gode kammerat mistede fokus og gav sig til at lege, mens de lidt større forsøgte at tackle sporten.
Nååååårgh, hvor er de søde! :o)
Ser i øvrigt helt prof ud som han jagter bolden der på billede #2
Sikke en sej knægt!!
Han er bare så glad for det fodbold og fuldstændig opslugt af tanken.
Og prof… ja ikke endnu, det var vist et heldigt øjeblik – true kodak moment, meeen det kan jo godt være forældrene på sigt må til at opprioritere det der med fodbold i vores liv, man er vel ligesom nødt til at interessere sig lidt for det han laver…