Hvor går grænsen for rummelighed? Ved jagttegnet, ved Crocs, ved rosiner i bagværket, ved ens egen sårethed?
Kan man sige sig fri for smagsdommeri? At man har patent på at kende skønheden eller at ens egne værdier er mere rigtige end de andres?
3 thoughts on “Rummelighed”
Tak for den – føler mig lidt ramt og måske lidt forpligtet til at mene noget. Jo – jeg går i den grad ind for smagsdommeri – men en rummelig en af slagsen, som kan affinde sig med at andre kan have mindre oplyste smage og holdninger, uden at være ringere mennesker. Uden at lyde som en gammel gnaven mand, så jo ældre jeg bliver, jo mere rummelig bliver jeg; måske fordi jeg møder min egen tilkortkommenhed. Det er som om, at jeg føler mig mindre og mindre i stand til at dømme andre. Er det fordi min moral og smag eroderer, eller er det fordi jeg bliver mere rummelig? Min ynglings beretning fra Bibelen – er den hvor nogle farisærer bringer en kvinde grebet i hor frem for Jesus og spørger om ikke hun skal stenes som lovenforeskriver. Han sidder stille og tegner i sandet (det står der!?), løfter hovedet og siger: “Den der er uden synd kaster den første sten”, hvorefter de går en for en – de ældste først. Derefter siger han til kvinder: “gå bort og synd ikke mere. Heller ikke jeg fordømmer dig.”
PS: Det er helt ok at hade Crocs!
Ifht værdier og moral. Jeg tror det handler om at turde være nysgerrig – at gøre en indsats for at forstå det der umiddelbart virker forkert, afskyeligt, mærkeligt og grimt for en selv.
Der er vel også nogen, der bliver mindre rummelige og nuancerede med alderen… Men hvis man indser at man selv har fejl og udfordringer, så bliver man også mere nådig med andres. Det kommer vist med alder og erfaring, hvis man tør at reflektere lidt.
Ifht Crocs og smagsdommeri – ja så er der jo lidt snobberi i det må jeg erkende. For smag kan man jo dårligt diskutere. Men fx i kraft af min status som feedback-givende lærer stiller jeg mig jo op og påstår at jeg ved bedre. Og tit baserer jeg det på mine egne præferencer, men også erfaring med, hvad der virker… Hvilket er uhåndgribeligt når det drejer sig om design.
Crocs eksemplet er jo mest for sjov (jeg har selv haft et par, da jeg boede på landet) for det har ‘man’ vedtaget er dårlig smag. Ligesom der er nogle kulturelle koder og fordomme knyttet op på fx Crocs.
Jeg synes også bare at jeg oplever at nok kan jeg være super rummelig og empatisk overfor mange, men træder de mig for alvor over tæerne (med eller uden Crocs) og krænker mine kerneværdier, så bliver det sværere at lade være med at kaste stenen.
Tak for den – føler mig lidt ramt og måske lidt forpligtet til at mene noget. Jo – jeg går i den grad ind for smagsdommeri – men en rummelig en af slagsen, som kan affinde sig med at andre kan have mindre oplyste smage og holdninger, uden at være ringere mennesker. Uden at lyde som en gammel gnaven mand, så jo ældre jeg bliver, jo mere rummelig bliver jeg; måske fordi jeg møder min egen tilkortkommenhed. Det er som om, at jeg føler mig mindre og mindre i stand til at dømme andre. Er det fordi min moral og smag eroderer, eller er det fordi jeg bliver mere rummelig? Min ynglings beretning fra Bibelen – er den hvor nogle farisærer bringer en kvinde grebet i hor frem for Jesus og spørger om ikke hun skal stenes som lovenforeskriver. Han sidder stille og tegner i sandet (det står der!?), løfter hovedet og siger: “Den der er uden synd kaster den første sten”, hvorefter de går en for en – de ældste først. Derefter siger han til kvinder: “gå bort og synd ikke mere. Heller ikke jeg fordømmer dig.”
PS: Det er helt ok at hade Crocs!
Ifht værdier og moral. Jeg tror det handler om at turde være nysgerrig – at gøre en indsats for at forstå det der umiddelbart virker forkert, afskyeligt, mærkeligt og grimt for en selv.
Der er vel også nogen, der bliver mindre rummelige og nuancerede med alderen… Men hvis man indser at man selv har fejl og udfordringer, så bliver man også mere nådig med andres. Det kommer vist med alder og erfaring, hvis man tør at reflektere lidt.
Ifht Crocs og smagsdommeri – ja så er der jo lidt snobberi i det må jeg erkende. For smag kan man jo dårligt diskutere. Men fx i kraft af min status som feedback-givende lærer stiller jeg mig jo op og påstår at jeg ved bedre. Og tit baserer jeg det på mine egne præferencer, men også erfaring med, hvad der virker… Hvilket er uhåndgribeligt når det drejer sig om design.
Crocs eksemplet er jo mest for sjov (jeg har selv haft et par, da jeg boede på landet) for det har ‘man’ vedtaget er dårlig smag. Ligesom der er nogle kulturelle koder og fordomme knyttet op på fx Crocs.
Jeg synes også bare at jeg oplever at nok kan jeg være super rummelig og empatisk overfor mange, men træder de mig for alvor over tæerne (med eller uden Crocs) og krænker mine kerneværdier, så bliver det sværere at lade være med at kaste stenen.