De bristede illusioner tog kvælertag til indskrivningsmøde på den lokale skole. Der stod alle overskudsmenneskene med oceaner af forhåbninger på deres børns vegne. De var for en aften gået ud af deres store nybyggede huse og hånd i hånd med deres intakte ægteskaber på vej mod endnu en milepæl.
Og der stod jeg med alle mine forhåbninger på min søns vegne og følte fiaskoen svie, fordi jeg har påført ham tabet af den intakte verden.
Ansvaret for at klæde ham bedst muligt klædt på til livets udfordringer ved at tilbyde de mest optimale omstændigheder tynger helt i knæ, når idealet skrider i svinget.
Det er en utålelig situation at stå i. Vi ønsker alle det aller bedste for vores små mennesker. Men virkeligheden er en underlig størrelse. Noget kan se intakt ud og være det modsatte, andet se helt forkert og forfærdeligt ud og være ganske godt. Det er svært at forudsige hvad man lærer hvor og hvordan – og hvad der giver mennesker inspiration, styrke og mod til at vokse op og blive sig selv.
Vi er to om at føle den fiasko… Der er ikke andet at gøre end at vise de drenge vi elsker dem… Uanset hvad…