Både i Haiti, nu også Chile og helt lokalt i mit liv her down-town Odder. Der er godt nok ikke nogen storstilede landsindsamlinger eller tv-rapportere udenfor min gadedør. Men hvis medierne fik nys om alle de tsunamier, der er skyllet ind over mit liv det sidste år, så stod de måske klar med en knaldroman-forfatter eller en popskribent (Helmig, kom gerne, så skal jeg øse lidt til et par sange eller 20)

Jeg blæser rundt i orkanen, alt knager og brager. Jeg stirrer vandtro på mit liv og på mig selv i spejlet og tænker; sker det her virkelig for mig.

Sker det her virkelig for mig!

Historik: Jeg har udsat mig selv for et meget overbevisende årelangt bluf  og pakket mig selv ind i tunge dyner for at undslippe et besværligt og ægte liv, hvor man risikerer, at jorden brænder under ens fødder. Det var hyggeligt, trygt og godt nok. Men pludselig en dag blev dynen revet væk, og så var det slut med den søvndyssende illusion og forandringerne satte ind med kulingstyrke. Og så var godt nok, pludselig ikke godt nok mere.

Fantastisk og fantastisk skræmmende.

…

Mindes min bedstefars yndlingssang, han hjalp med at kæmpe for friheden og jeg tror det satte hele hans liv i perspektiv. Det er ved at være en del år siden han døde, men jeg savner ham stadig. Han var en af de ægte.

En lærke letted, og tusind fulgte,
og straks var luften et væld af sang.
De tusind tårne tog til at tone,
så landet fyldtes af klokkers klang,
og byer blomstred´ i rødt og hvidt,
og det var forår og Danmark frit.

Marlene og Bedstefar. Juleaften ca. 1980. (Der er vist en der glæder sig til gaverne…)

Her på vinterens sidste dag, glæder jeg mig i den grad til at sig velkommen til varme, lys og spiring. Det har været den længste vinter, jeg kan huske.