Jeg kan ikke komme mig over hvor smukke og forskelligartede fugle er – deres farver, former og mønstre. Og hvor fantastisk det er, at de kan flyve. Bare det var mig.

En kunstner har lavet dette lille eksperiment. Fugle der komponerer tilfældig musik. Kunst. Meget mærkeligt. Dejligt mærkeligt.

…

Og så hører jeg bare lige lidt mere Coldplay for at sætte to streger under resultatet. Talk.

Oh brother I can’t, I can’t get through
I’ve been trying hard to reach you, cause I don’t know what to do
Oh brother I can’t believe it’s true
I’m so scared about the future and I wanna talk to you
Oh I wanna talk to you

You can take a picture of something you see
In the future where will I be?
You can climb a ladder up to the sun
Or write a song nobody has sung
Or do something that’s never been done

Are you lost or incomplete?
Do you feel like a puzzle, you can’t find your missing piece?
Tell me how do you feel?
Well I feel like they’re talking in a language I don’t speak
And they’re talking it to me

Fremtiden er stor og overvældende. Lost and incomplete. Og troen på at jeg magter det her cirkus svinger fra total tyrkertro (er det politisk ukorrekt at sige sådan) og et overlegent rush af at have styr på alting til at miste overblikket på en helt knust facon, der avler en hulkende fosterstilling.

Søger efter energien til at finde nye døre at åbne. Imens er her stille.

Bare jeg kunne flyve.