I min forældres baglokale gemmer fortiden sig. I lag. Fra gulv til loft. Et overfyldt raritets kabinet med mine værker helt fra gymnasietiden. Jeg åbnede i dag min malerkasse for første gang i et helt år. Det var som et kirurgisk snit direkte mod hjertet. Overvældende følsomt, det kan kun gå med forsigtige skridt fremad.
Startede langsomt og som altid efter en lang pause med at kopiere Michelangelos Pietà. Et af mine yndlingsværker som i al sin hellighed er ikonisk. Men på det personlige plan handler det selvfølgelig også om en moders kærlighed til sin søn. Og tabet af sønnen og Guds søn. Uovertruffen inderlighed.
En anden parafrase over værket er lavet af Sam Taylor-Wood (og bemærk med Robert Downey Jr. på skødet… der kunne man godt gå hen og blive misundelig)
Malerkasse…
Man tror fejlagtigt man har forholdt sig til fortiden, blot fordi man har oplevet den. Man har omhyggeligt foldet den sammen og pakket den ned i en æske (eller malerkasse) og gemt den godt væk på loftet(eller i sine forældres baglokale). Men så sker det en dag, at æsken dukker op igen, lige som man netop havde glemt den. Men nu ligner den Pandoras Æske. Og trænger sig på. Lokkende, smertende og overvældende.
Jeg har selv min bedstefaders militær kuffert stående hjemme hos min mor. Den er støvet og lugter jordslået, er mørkegrøn og låsene er vist rustet fast – det fortæller jeg i hvert fald mig selv. Den er fyldt til randen med tegninger, tekster, fotografier, glæde og smerte. Jeg overvejede for år tilbage at kyle den på Sankt Hans bålet og lade fortiden flyve af sted med heksene til Bloksbjerg, men det var som om den havde sin egen vilje?
Sam Taylor-Wood…
…kan noget med smerte, inderlighed og kærlighed. Jeg mener du kender Crying Men, men lige en lille reminder.
Crying Men er en serie af kendte film skuespillere, portrætteret i fotografiet. Sam Taylor-Wood står bag værket, hun har selv instrueret de implicerede og bedt dem græde foran linsen. Intimitet er essensen i denne serie, nogle græder nedbrudt andre græder som var hjertet fyldt af sorg. Det er skuespillere og de er instruerede, men der er en inderlighed, sårbarhed og noget meget autentisk der går lige i hjertekuglen. Jeg holder især af portrætterne af Benito del Toro, Ed Harris, Sean Penn, Brad Pitt, Tim Roth og David Craig.
Malerkasse…
Man tror fejlagtigt man har forholdt sig til fortiden, blot fordi man har oplevet den. Man har omhyggeligt foldet den sammen og pakket den ned i en æske (eller malerkasse) og gemt den godt væk på loftet(eller i sine forældres baglokale). Men så sker det en dag, at æsken dukker op igen, lige som man netop havde glemt den. Men nu ligner den Pandoras Æske. Og trænger sig på. Lokkende, smertende og overvældende.
Jeg har selv min bedstefaders militær kuffert stående hjemme hos min. Den er støvet og lugter jordslået, er mørkegrøn og låsene er vist rustet fast – det fortæller jeg i hvert fald mig selv. Den er fyldt til randen med tegninger, tekster, fotografier, glæde og smerte. Jeg overvejede for år tilbage at kyle den på Sankt Hans bålet og lade fortiden flyve af sted med heksene til Bloksbjerg, men det var som om den havde sin egen vilje?
Sam Taylor-Wood…
…kan noget med smerte, inderlighed og kærlighed. Jeg mener du kender Crying Men, men lige en lille reminder.
Crying Men er en serie af kendte film skuespillere, portrætteret i fotografiet. Sam Taylor-Wood står bag værket, hun har selv instrueret de implicerede og bedt dem græde foran linsen. Intimitet er essensen i denne serie, nogle græder nedbrudt andre græder som var hjertet fyldt af sorg. Det er skuespillere og de er instruerede, men der er en inderlighed, sårbarhed og noget meget autentisk der går lige i hjertekuglen. Jeg holder især af portrætterne af Benito del Toro, Ed Harris, Sean Penn, Brad Pitt, Tim Roth og David Craig.
Ups – det var vist en dobbelt konfekt smutter :)
Tak for dine mange lange og velskrevne kommentarer. Dejligt med gensidig inspiration.
Med mindre man lider af hukommelses tab, tror jeg ikke man kan ‘løbe’ fra fortiden. Og jeg synes også det er vigtigt at se i sine gemmer efter for at evaluere sig egen udvikling. Min malerkasse har jeg ikke åbnet i lang tid, fordi der simpelthen har været for meget fart på alle andre dele af livet. Men jeg mærkede straks at her i maler-mode plejer jeg at forholde mig meget direkte til mine egne følelser og eftersom der er sket så meget, væltede alting frem og overmandede mig. Alt er vendt på hovedet siden sidst. Sorg, savn, skam, lettelse, angst. Jeg har valgt at skære rugbrøden i ryttermadder og tage små bidder ad gangen.
Crying men er fantastisk. Helt enig.
Håber du begynder at male din metamorfose.
Det gør jeg. I sommerferien tror jeg, at jeg går i maler-exil. Om det så kræver en tur ud omkring den mørkeste grænser. Vi talte forleden om at lade sig opsluge og udforske smerten – jeg tror det er vejen hver anden uge…