Sigurd udtaler: ‘Hjernen sidder ikke i maven’
Og det har han jo ret i. Men hvis man vender den om, sidder mave-fornemmelsen så egentlig ikke i hjernen? Nogen gange siger folk fx også, når de har øset for meget på tallerknen: ‘mine øjne var vist mere sultne end min mave’. Og hvad med anorexi eller trøstespisning, sidder maven ikke i hjernen i de tilfælde?
Det er med andre ord åbenbart ikke så enkelt og ligetil med de menneskelige behov, når selv noget så enkelt som behovet for at få mad for at overleve kan forkludres på utallige måder.
Måske er det derfor, at Maslow opfandt sin berømte behovspyramide for at systematisere vores behov og skabe overblik over situationen. Maslow siger, at vores behov skal opfyldes nedefra i kronologisk rækkefølgle: man ikke kan bevæge sig opad i behovshierakiet uden at have basen i orden.
Og derfor kan pyramiden måske også hjælpe med at forklare noget om, hvorfor det er mindre sundt, svært og unaturligt at være single. Sikke noget rod. Fundamentet vakler og jeg kan godt mærke det.
Det er så spændende, en gammel men yderst aktuel teori. Vi kan bare ikke hæve os over vores natur og behov, desværre og heldigvis. På den måde er vi meget begrænsede i vores frihed, hvis vi ønsker at være tilfredse og glade. Og det er noget centralt og grundlæggende du skriver om. Vi er flokdyr og vores kultur har styret det hen mod meget små flokke og vores erfaringer og forventninger fremhæver tosomheden – og helst den kærlige og erotiske. Det kræver hårdt og målrettet arbejde at få opfyldt sine behov.
Behov#
Maslows behovspyramide – dybt forældet.
Den samfundsmæssige kontekst har ændret sig, vores higen efter selvrealisering og selviscenesættelse har, om ikke lagt sig på bunden af pyramiden som eksistensgrundlag så, ekspanderet sin massefylde. Jeg bruger som eksempel blogs :)
Klokken var 23:35, jeg havde glemt at spise morgenmad, til frokost spiste jeg en rugbrød og røg 3 smøger, pigerne var hos de andre forældre så aftensmaden blev udskudt og senere aflyst. Så der sad jeg og skrev, for at stille dét behov i mig som jeg hverken kunne udskyde eller aflyse.
I bunden af Maslows behovspyramide findes alt det som jeg har nedprioriteret i dag og i toppen findes det som jeg ikke kan lade ligge?
Det er lidt af en farce, til tider lidt cirkus agtigt. Et cirkus, en farvestrålende manege hvor selviscenesættelsen udspiller sig løbende, dynamisk og fantasifuldt. Clowns to left of me, jokers to the right, here I am stuck in the middle with you…:) her bag selviscenesættelsens og selvfedhedens megafon.
Vi smykker os med ord, vi forskønner os i ord ekvilibrismen og maler i billedsproget noget, der er tættere på det ideelle jeg (egen opfattelse)end det reelle. Det tillader rammen, det inviterer rammen til, det er en mulighed som består af et materiale dagdrømmeri er lavet af.
Det er en platform, en manege, en scene hvorfra vi præsenterer os selv, hylder hinanden, kommenterer hinanden og applauder hinanden – Vinduet til Verden står på vid gab og alligevel bliver Verden pludselig meget lille igen, gør den ikke?
De kommentarer der betyder noget for mig, er kommentarer fra dem jeg holder af. Dem kunne jeg lige så godt tale med ansigt til ansigt, eller hvad? Hvad er det der bliver åbnet op for i en blog, som ikke bliver sagt ansigt til ansigt?
Min behovspyramide ændrer form, den har transformeret sig til en tag cloud, ikke underlagt alfabetisk orden, men i stedet følelser, indtryk og tilfældig tilstrømning af atomer.
//Winnie
Jeg er ikke uenig i at behov kan udsættes og man kan komme i et selvrealiserende flow, der tilsyneladende tilsidesætter alt andet. Men kun midlertidigt. Jeg tror stadig på at i det store perspektiv kan vi ikke droppe rækkefølgen og den indbyrdes afhængighed uden at det får konsekvenser for trivslen.
Alle kommentarer på bloggen er vigtige for mig, men selvfølgelig er der noget særligt over når ens kære kommenterer, men jeg betragter det på ingen måde som en erstatning for den virkelige fysiske samtale, snarere en conversation-starter som man kan tage udgangspunkt i, når man mødes.