I livet er der teamer, det er som om der er noget vi skal lære – så møder vi det hele tiden i forskellige variationer.
Den seneste uge er jeg blevet bombaderet med dilemmaer om forskellige verdensbilleder. Forskellige forventninger og kampe om hvem der har ret. Hvad kan man håbe eller forvente fra andre mennesker; Alt. Hvad kan man forlange, kræve, hvad har man ret til at få; Intet.
Vi kan invitere og insistere. Åbent møde andre med vores ideer, behov og ønsker. Hvis vi er heldige så passer det sammen og man får det man gerne vil have, når man vil have det. Hvis man er uheldig, så passer det slet ikke sammen. Her går de fleste til kamp, eller opgiver. Opgiver og gør sig selv, den anden, eller begge forkerte. Eller opgiver og bliver utilfreds og sur – får lyst til hævn. Eller går i rasnede værdikamp om hvem der har mest ret. Hvem der har det mest rigtige behov.
Det man skal er at gå i dialog. Man skal vedblive dialogen om sig selv, egne behov og være nysgerrig på den anden. Hvis man elsker hinanden, har en vigtig relation eller har aftalt det, så kan man hjælpe hinanden til hvordan begge kan blive tilfredse.
Her er det virkelig svære; det handler ikke om at gå på kompromis med sig selv og det der er vigtigt for en – det handler om at blive tilfredse – begge to. Man har et behov, man synes den anden skal gøre noget bestemt. Man skal finde ud af hvad behovet er og så hvordan man kan få det opfyldt, enten hos den anden, sammen med den anden – eller andre steder. Og huske at acceptere og respektere den anden.
Hvem har ret. Til hvad. Livet er en dans, vi kan byde andre op, på mange måder. Kærligt, krævende, surt, uimodståeligt, afvisende.. Hvis man hele tiden ønsker en tango, men den anden vil vinervals, så er der et stykke kommunikationsarbejde. Hvis man vil danse med en som ikke vil danse, så er man på den. Hvis man ikke er god til at danse, kan man overveje at gå på danseskole. Eller danse rundt med sine bedste venner, der hvor det er ok at man falder igennem, der hvor man ikke kritiseres, men får opbakning og mod til at øve sig mere ude på alverdens dansegulve. Øvelse gør mester..
Fortsættelse følger..
Har fået en del kommentarer! Både angående form og indhold.
Dog ikke på bloggen? Kan se hvor mange der følger med, hvad mon de synes og tænker..
Hej…
Hvor er det svært… Forventninger til andre, og skuffelse når den forventning ikke bliver mødt… Jeg tænker… Jeg er opvokset med den (naive) forventning at jeg godt kan kræve noget af andre… Det er et godt indkørt mønster, der er meget svært at bryde… Jeg har gode intentioner med andre mennesker… Misforstå endelig ikke det! Jeg bliver så trist, når jeg ikke bliver mødt i det jeg mener som en god intention… Men i bund og grund er det jo høje forventninger til andre mennesker… Det sværeste er at indse jeg ikke kan forvente noget som helst fra andre end mig selv… Kun håbe… Have håb og tillid til at andre vil en noget godt… Og vil de ikke det, så er der en meget god øvelse i at ikke lade sig forstyrre… En meget svær øvelse… Tak for dig Line… Knus….
@Line
First of all, tankevækkende og ærlig post – tak for det.
Forventninger er roden til misforståelser og unødig smerte, men ulideligt svære at kaste fra sig. Når man når dertil hvor det handler om hvem der har ret og er rigtig og hvem der tager fejl og er forkert, er det på tide at trække nødbremsen og spørge sig selv hvad fanden der foregår? I en relation hvor man elsker hinanden, er spørgsmålet om hvem der har ret eller oftere hvem der IKKE har ret, forsvindende væsentligt. Men i kampens hede og en absurd diskussion irrationalitet, synes det meget væsentligt, hvilket er absurd.
Dialog er løsningen, uden tvivl – men selv der skal der findes en frugtbar form. Når den indre monolog samtidig tonzer afsted bag pandelappen, er det bare med at mobilisere overskud, accept og selvindsigt – piece of cake ;)
Det er hårdt arbejde og ikke altid med immediate pay off, men som alt andet fantastisk, glædeligt, smerteligt og smukt kræver det vilje, passion og udholdenhed.
Jeg tror ikke meningen med kærlighed er at søge den, men nærmere at finde og løse de forhindringer og det forsvar man selv har sat op for at passe på sig selv, men som samtidig gør det umuligt at elske og blive elsket ubetinget. For det er jo det vi gerne vil ;)
// Winnie