– når den sociale arv manifesterer sig konkret.

Engang sidst i 20’erne før min farfar blev min farfar, mødte han en kvinde, der ikke er min farmor. Hvad endten det skyldtes gensidig tiltrækning mellem sønnen på gården og stuepigen, eller at hun ikke kunne finde nøglen til låsen og holde ham ude, så blev resultatet en søn. Historien lyder, at fruen på gården ikke fandt, at stuepigen var god nok til sønnen, så hun måtte ud og føde på uægte vis i en tid, hvor det med at være enlig mor ikke var et hit.
Selvom hun ikke var indfødt, så blev hun og drengen boende et stenkast fra farfar i fjorten år. De har således kunnet følge med i, at farmor kom til egnen og at hun åbenbart faldt mere i smag, og tog turen op ad rangstien fra stuepige til at være gift med sønnen. De fik seks børn.
Ingen af børnene vidste, at de havde en storebror, før deres far døde og det var tid at gøre boet op. Storebror kom dog ikke og gjorde krav på den beskedne arv, men afsløringen fik en effekt et andet sted i familien…
Den ældste ‘ægte’ søn havde nemlig gentaget historien og avlet en søn, som hans ‘ægte’ børn ikke havde hørt om. Han havde således lavet en nøjagtig kopi af sin fars skæbne.
Men tiderne var skiftet, og hvad der engang var dødsens skamfuldt behøvede nu ikke være fortiet mere, og det var nu snarere skamfuldt at have sådan en stor hemmelighed. Familien blev beriget med en ekstra fætter.

Det store spørgsmål er, hvad der ligger i generne.

Min mor klipper negle om søndagen og selvom jeg prøver at bryde ud og gøre oprør f.eks. ved at klippe om onsdagen, så ender det altid med at mine negle trænger netop på hviledagen.