(Er ifølge gode gamle Carl Rogers..)
Behovet for at blive accepteret og Behovet for at udfolde os.
Det er en gammeldags teori om at vi har en fast indre kerne, potentialer, muligheder, evner, noget som er godt og rigtigt for os. Kerneselvet, det sande selv.
Efterhånden som vi opdrages, vokser op og tilpasser os omgivelserne, må vi slippe noget af det indre, opgive noget af os selv, indgå kompromisser.Vi udvikler et falsk selv,som så fylder mere eller mindre.
Opgaven er så at finde ind til sit sande selv, når man er moden, modig og stærk nok, arbejde sig igennem lagene, tage kritisk stilling til sig selv og det man har lært og overtaget.
Finde ud af hvordan vi kan varetage behovet for at udfolde os – og blive accepteret som vi er, for det vi er i os selv.
Stadig ikke helt med teknisk. Lidt problemer med linjeskift mm..
Du er tilgivet. Jeg spekulerer på hvilket billede jeg kan krydre dit indlæg med :-)
Og jeg spekulerer på om jeg skal benævne denne periode i mit liv som ‘rejsen mod kerneselvet’. Jeg tror godt nok jeg er blevet langt væk i jagten på accept.
Det er en god rejse. Det er ikke så godt, hvis det med accepten fylder for meget, forstået på den måde, at det ikke må forhindre at man står ved sig selv. Kerneselvet er vel at komme til sig selv, træde i karakter. Det giver heldigvis som regel en hel del accept, bortset fra få frafaldende, hvis accept nok alligevel ikke er så meget værd.
Kom i tanke om at jeg på Basis 2 på Bjødstrup arbejdede med disse temaer. Tror de første to gange var med overskriften “vejene ind i selvet”, de to sidste “vejene ud i verden”. Noget af det rigtig gode var at der var nogen kloge mennesker som satte rammen og nogle skønne mennesker at følges med. Kan anbefales..
Prøver at lede efter noter og opgaver..