New York 2010
Grafitti på Brooklyn Bridge.
Der er et eller andet dybt poetisk over New York. Der er rådt, benhårdt, højtråbende, sindsygt og beskidt – alt sammen på en vi-elsker-dig-for-fanden-måde.
Og samtidig så er der alle de helt specielle øjeblikke som fx. en avis i China-town med sytten æbler og 24 kartofler midt i mylderet. Eller manden i undergrunden, der er så dedikeret at han hiver golfkøllen frem og øver sit slag på perronen, mens han venter på toget. Så tror man da på det bedste i folk og fremtiden.
Og så er der alle klicherne og klenodierne i en skøn blanding af kitch og autenticitet.
Min rejsekammerat.
Og Van Gogh live på the Met.
Van Gogh er jo så berømt, at reproduktioner af hans værker har tyndslidt hans eftermæle. Men!… hver gang jeg står foran hans billeder bliver jeg blæst omkuld af intensiteten i farverne, passionen og nødvendigheden i hans talent. Han var unik og i min optik kommer ingen op på siden af ham. Jeg var rystet – igen – på den gode måde.
Vi var på loppemarked i en nedlagt parkeringskælder – det var et skatkammer af photo-opportunities.
Undertegnede. Det kunne ganske enkelt godt være opskriften på mit mål i livet – at lyse op.
Sidst men ikke mindst så var der et sidste visdomsord, der nærmest blev turens motto. Vi fandt det begravet i det gyldne foer i en skøn Bohdi taske, som min rejsekammerat investerede i. En ægte skat og et godt kup:
It is better to conquer yourself than to win a thousand battles
Buddha
Og jeg kan ikke lade være med at smile. Ikke grine af, men smile af oplevelserne, som indimellem er så skøre at opleve, at man bare må smile. Fordi ens mave bare er så glad for at få denne oplevelse med. Sådan virker NY på mig.
Ja jeg griner nu nogle gange også temmelig højlydt over det man oplever i NY. I NY kan man virkelig få tanket op på indtrykskontoen.
Jeg har det med at gro fast på Starbucks og sutte den ene caffe latte i mig efter den anden mens jeg bare glor, på en fantastisk frisure, en fjollet teenager, en interessant gangart, og fantaserer over hvilket liv de har, dem der defilerer forbi.
Skønne billeder fra en skøn tid. De tre sovende børn glemmer vi hvis heller aldrig. Hvor mon de er nu?
Ja moderen så også ud som om hun var lige ved at sove, så måske er de stået af i ukendt land.