I’ll never know what I’m capable of
If I don’t go where I’m scared to be lost Fallulah – Out of it
2 thoughts on “Vovestykke”
Min datter er spejder og siger “Man må ikke lege med tis, så brænder man i sengen”. Det synes jeg bare var sjovt :-)
Jeg hørte engang en sige at kærlighed er en fortærende ild. Jeg kan godt genkende en vis respekt for ordet kærlighed. Det er jo netop at fortabe sig; at give afkald på noget af sin egen frihed i relationen til en anden. Vi bliver tudet ørerne fulde af at vi skal gøre som vi har lyst til. “If you love someone – set them free” bliver misfortolket til, at vi også kan holde fast på vores egen frihed og samtidig elske. Men kærligheden er netop at opgive en del af sin frihed i troen og håbet om, at den anden vil forvalte det kærligt tilbage. Det er derfor kærligheden er så farlig og samtidig så fantastisk. Det gør så ondt når en kærlighed ikke får et tilbagesvar og tilsvarende skønt, når vi mærker at den bliver gengældt og vores skridt ud i det uvisse bliver grebet, så vi ikke bliver fortabt.
“Brændt barn skyr ilden” siges det. Men det skal vi passe på, når det handler om kærlighed. Vi skal turde blive fortabt igen og igen. Turde mærke smerten og “…go where I’m scared to be lost”.
Ja kærligheden er vel at opgive en vis portion frihed, som man får igen i tillid. Tillid skal man vove.
Og ja vi skal turde fortabe os. Igen og igen. Jeg skal bare også vove at fortabe mig i mig selv. At være alene indtil det ikke er farligt mere. At jeg overlever og lærer at hjælpe mig selv ud af fortabtheden. Det er meget spændende og lidt angstprovokerende
Min datter er spejder og siger “Man må ikke lege med tis, så brænder man i sengen”. Det synes jeg bare var sjovt :-)
Jeg hørte engang en sige at kærlighed er en fortærende ild. Jeg kan godt genkende en vis respekt for ordet kærlighed. Det er jo netop at fortabe sig; at give afkald på noget af sin egen frihed i relationen til en anden. Vi bliver tudet ørerne fulde af at vi skal gøre som vi har lyst til. “If you love someone – set them free” bliver misfortolket til, at vi også kan holde fast på vores egen frihed og samtidig elske. Men kærligheden er netop at opgive en del af sin frihed i troen og håbet om, at den anden vil forvalte det kærligt tilbage. Det er derfor kærligheden er så farlig og samtidig så fantastisk. Det gør så ondt når en kærlighed ikke får et tilbagesvar og tilsvarende skønt, når vi mærker at den bliver gengældt og vores skridt ud i det uvisse bliver grebet, så vi ikke bliver fortabt.
“Brændt barn skyr ilden” siges det. Men det skal vi passe på, når det handler om kærlighed. Vi skal turde blive fortabt igen og igen. Turde mærke smerten og “…go where I’m scared to be lost”.
Ja kærligheden er vel at opgive en vis portion frihed, som man får igen i tillid. Tillid skal man vove.
Og ja vi skal turde fortabe os. Igen og igen. Jeg skal bare også vove at fortabe mig i mig selv. At være alene indtil det ikke er farligt mere. At jeg overlever og lærer at hjælpe mig selv ud af fortabtheden. Det er meget spændende og lidt angstprovokerende