Jeg er en stor tilhænger af positiv tænkning og gør meget ud af at være taknemmelig, se lyst på livet og mulighederne, sprede smil og komplimenter i stride strømme. Jeg tror på, at jeg sidder i held – fordi jeg tror på det og … fordi jeg har et stort talent for at finde firkløvere.
Jeg mener, det er selvopfyldende og selvforstærkende at tænke og møde verden positivt. Man får, hvad man giver. Derfor er jeg nogle gange nærmest helt bange for nemesis, når jeg skal til at indrømme, at det bare ikke ER lutter lagkage hver dag.
Jeg var omkring emnet for ikke så længe siden.
Det svære for mig (men måske er det helt alment…) ved min livsproces og ved at være alene, er at jeg er også er konfronteret med bagsiden af min medalje – de dårlige sider. Og når man skal lære at elske og acceptere sig selv, så er det netop her det bliver rigtig udfordrende. For der er ingen til at aflaste eller til at skyde skylden på.
Men indimellem må jeg pakke de sorte sider ud og se dem i øjnene og ligesom Medina så er det sådan at: ‘Dybt ind i mig, gemmer sig en rådden sjæl’
Jeg kommer nemt til at pine mig selv og har svært ved at tilgive mine egne fejl. Jeg er min egen værste fjende. Jeg er dårlig til at tage imod komplimenter. Jeg har nogle gange rygrad som en regnorm. Konfliktsky, ubeslutsom og usikker. Jeg kan være voldsom, skrap, utålmodig og opfarende. Opfyldt af et indestængt raseri, der uvarslet bryder ud. Nøjeregnende, krævende, besværlig og plagsom.
Det er absolut rædselsfuldt.
Bortset fra det er jeg skide sød… :-)
Jeg synes din selvkritik er lige skarp nok, alle har bagsider, håber den analyse var på en meget dårlig dag – og at de lyse sider tog over igen. Alle kender de dage, hvor alt ser sort ud og man selv påtager sig skyld, skam, fejl og mangler. Måske også de meget lyse dage, hvor man kan blive lige lovlig kæk og verdensmester i mangt og meget.
Læste for lidt tid siden noget meget klogt af Aristoteles om karakterdyder. Pludselig fik det en ny betydning for mig. Har altid syntes at den gyldne middelvej var så kedelig, så hellere den ene eller den anden udkant. Men at se sig selv fra begge sider, blive spejlet og lave en selvanalyse når man står godt i midten. Se om man kan afholde sig fra det på de tunge dage og måske ikke råbe for højt de overstadige.
Undgå for lidt og for meget.
Dyrke dyden i midten.
Ja min selvkritk er jo netop for skarp, men ja det varede heldigvis ikke så længe og det var heldigvis ikke ALLE de dåræige sider jeg havde fremme på een gang. Jeg valgte lige at poste hele buketten på en gang i dette indlæg.
Havde ikke troet jeg skulle høre en dramatisk type som dig tale for den gyldne middelvej er det ikke det nærmeste du kommer ‘billig-jensen’…
Jeg er 90% glad og positiv og udsvingene er ikke nær så dramatiske som for et år siden. Men det er også gået op for mig at jeg har mange flere uheldige sider, som jeg vist meget massivt projicerede ud førhen. Nu må jeg slæbe både alle de herlige og de mindre herlige selv, det vil jeg også gerne, men omfanget af både gode og dårlige sider har overrasket mig. Jeg har nok netop bevæget mig lidt væk fra den gyldne middelvej. Men men men jeg er jo stadig og nok altid en Jensen også.
Ps det er også helt klart for mig, at det overhovedet ikke er noget unikt at have sorte stunder. Som Christian skrev forleden, så er pointen mere: jeg skriver/deler, altså er jeg. Så kan man jo spejle sig hvis man har lyst. Sagen er, at når det indimellem er sort, så er det meget sort, men jeg forsøger faktisk at vise og blive klogere på begge sider uden at dyrke det sorte for meget.
Du er nemlig skide sød, nemt at være sammen med. Klog og sjov. Jeg har altid opfattet dig som vis, hvilket jeg misunder.
Jeg tror, at vi med de mørke og lyse sider, som puffer op, så oplever vi livet på godt og ondt. At det både er hjerte/smerte.
Men vi skal lære at tage imod. Sige tak, når komplimenterne falder. Jeg tror faktisk, vi to begge er gode til at give, derfor skal vi også modtage uden et kny!
Og så glæder jeg mig til dit selskab om en uges tid. Fest og Farver. -og nu med nye sko!
@ Marianne tak for de pæne ord. Vis – det er et flot begreb at tage ind under huden Det begynder at køre for os det der m at give komplimenter.
Vi skriver sgu en selvhjælpsbog om at tage imod, titel: Vi de modtagelige!
Og ja det bliver dejligt at få banket lidt fest stemning op. Glæder mig
@Marlene – Det er livgivende også at være i kontakt med sine mørke sider. Hvis ikke vi kender dem og ser dem i øjnene, stopper al udvikling og læring. Vi må bare ikke lammes af dem. Derfor er det godt for dig, at du deler – og for os andre, der kan se vi ikke er alene om at være uperfekte. Men det gør dig også sårbar og transperent. Julie Maria synger:
De må godt være her
Dine mørke sider også
De må godt være her
Også om dagen
Den skal da være her
Din svimlende ømhed også
Den skal da være her
Også om dagen
http://www.youtube.com/watch?v=MhfBsajHXyM
Sårbar og transperant – tjo, nja, jeg føler mig for det meste nærmest det modsatte af sårbar ved at skrive om det svære. Det giver styrke – og en gang imellem bagslag. Men det er i forholdet 1 ud af 10 gange. Transperant – jo det er sandt, men så længe der er så få der kommenterer så er omfanget skjult. Og lige meget hvad så er det her en selviscenesættelse.
Derudover er det jo mit projekt at gå fra at være en der er bange at være mig, reagere, at stå ved og vise det – til at være mig for fuld udblæsning i fuld offentlighed. For sådan en exhibitionistisk tendens har jeg. Og så længe jeg ikke hænger nogen (og især mine nærmeste) ud, så er jeg glad og tilfreds.
Kunne ikke være mere enig. Der findes intet større tegn på styrke end at turde være sårbar. Så måske faldt ordet ‘men’ forkert. Det er jo netop en styrke at kende sine egne svage sider og erkende fejl og mangler. Så kan man agere og lære – navigere bedre i kaos. Det tror jeg i hvert fald. Så respekt – og tak :-)
Selv tak