Love can consign us to hell or paradise, but it always takes us somewhere
Paulo Coelho
‘Jeg står ligesom en mumie-kiste gør’
Det er fredag aften og byen holder fest. De hujer, synger. griner, klirrer, svirrer og musikken rumler i det fjerne. Alle sammen undtagen os.
Drengenes søvn-åndedrag pusler next door. De er endelig tilbage efter næsten tre uger hos deres far.
La Vita è Bella.
Jeg er vild med kontraster. Og mangfoldighed. Og kærlighed.
La Vita è Bella
Det oser af kærlighed og sammenhold. Nu er dine drenge hjemme og der lyder som om, der kommer en ro.
At ose af kærlighed, må ikke være det dummeste at ose af. Livet burde altid være fyldt med kærlighed, den store eller den mindre af slagsene. Til kæresten, børnene og vennerne.
Jeg forsøger at tro på, at den kan findes igen. Men tror måske ikke mere sådan helt ind i hjerte.
Om ikke ro sådan rent lyd og aktivitetsmæssigt, så dog roen og meningsfuldheden som det at være sammen med dem man elsker uforbeholdent giver. Vi hygger os i vores lille trio.
Kærligheden (altså den romantiske) KAN findes igen, men det kan også godt være en omfattende opgave at søge efter den. Hvorfor har du mistet troen?
Nogle dage er troen mindre. I dag findes den igen efter dagen startede med søde komplimenter.
Der er bare lange mellem guldet, og der skal tålmodighed til!
I dag er jeg vist bare mere positiv indstillet.
-og det var lieg præcist meningsfuldheden, jeg mente. At du igen er samlet med dine drenge.
Det er når vi svinger ned i bølgedalen at vi har mest brug for hinanden og det er SÅ smart at man oftest kan skiftes lidt til at komme med de positive saltvandsindsprøjninger. Som nu her i aften, hvor jeg rumlede rundt i den sædvanlige uoverskuelige søndagsmelankoli men blev hevet op af opmundringer – mest fra dig.
Guld er sjældent, men det findes. Lad os tage på skattejagt.