Hvor godt kender du egentlig dig selv? Spurgte damen retorisk. Ikke udtømmende åbenbart.
Og hvad gør man så: Jeg savner min ven. Mit spejl.
Støver fortsat rundt og kigger efter blinde vinkler og ukendte og uudforskede områder af mig selv. Jeg forestiller mig tit, at jeg en dag finder en hemmelig dør ind til et skatkammer af forklaringer, erkendelser, potentiale eller en afgrund af følelser, jeg ikke vidste fandtes i et område af mig selv, jeg ikke ved noget om.
Men bestemmer man ikke hvem man selv er, ved de ting man gør og fortæller om sig selv? Og er ens blinde vinkler ikke ‘bare’ omverdenens reaktion på ens adfærd. Som kan være ret overraskende og som jo er vigtige at tage i betragtning. Men er det ikke mere dem, end mig?
Uha, jeg skøjter lidt rundt i det der med, at man kun eksisterer hvis man bliver set, og samtidig også er skaber af sin egen identitet.
Spejlkabinet…
Udviklingspsykologisk er det vel en livsnødvendighed at blive spejlet rigtigt, at blive set. Spørgsmålet er om man som voksen er ansvarlig for selv at vise sig rigtigt, for at blive set ordentligt?
Line
Synes det er et svært og spændende område, det med hvad og hvordan vi kan bruge omgivelsernes feed-back og reaktioner på os. Noget kan bruges, andet er rene projektioner. Forskellen er om folk selv kan se deres egen vinkel, egne briller.. Tænker lidt..
Forskellen er om folk selv kan se deres egen vinkel… øhhh jow! hvornår ved man om noget er et godt spejl eller ren projektion… hver gang man hører noget man ikke vil erkende kan man vel så henvise til at det må være en projektion…
Jeg er forvirret…
Det er også et mudret område. Det kræver en god og tydelig ramme. Og at man beder klart om den respons man har brug for. Skal jeg bare sige om dine sko er fine, give dig hurtig opbakning til at de andre er dumme, eller en feed-back på et konkret område. Så skal vi sammen undersøge det. Du gør noget eller siger noget, hvordan virker det på mig. Jeg skal forholde mig til mine projektioner og motiver til at give dig en bestemt feed-back. Rense det for så meget subjektivt som muligt. Det er nemmere hvis jeg kender mig selv godt. Og hvad har med mit eget indre at gøre og hvad har med dig at gøre. Sammenligne med hvordan det virker på andre og sortere i hvad der har med dem at gøre og hvad der har med din adfærd at gøre.
Når man så får feed-back, så skal man forholde sig til om man kan genkende det, om det siger en noget, om man kan eller vil bruge det.
Mener også man er en del mere end det man selv fortæller frem. Mere end det man gør og viser og selv kender. Er jo lidt gammeldags, ikke at der er en fast kerne, men alligevel noget kontinuerligt, medfødt, temperament, træk, kendetegn – noget særligt personligt på tværs af tid og rum.
Og så er der udvikling, forandring og alle de ansigter og selver vi viser verden. Det hele er os. Tænker på Freuds æg, personlighedsmodel, at det gælder om at få jeget så stort som muligt, at kende sig selv så godt som muligt, så man bedre kan styre bevidst. Indlemme ukendt land og ubevidste områder i det bevidste. Men det andet er der. Og viser sig også der hvor vi ikke selv opdager det. Tænker fx på Joharis vindue.
Først: Du skal selvfølgelig altid sige at mine sko er fine ;-) – for det er de altid.
Dernæst. Jeg synes det er utrolig interessant at udvide kendskabet til det bevidste jeg. Men jeg synes også det kræver at man har tungen lige i munden når man beder om at få feedback. Det er hårdt og spændende… og overraskende. Og det kræver en hel del benarbejde at sortere i tingene.