Godt nytår. Forsinket, men ikke desto mindre.
2012 er startet med en mavepumper. To dage inde i det nye år fik Julius konstateret diabetes, og vi kæmper nu for at synke den mundfuld og vende os til de nye tilstande. Han har det godt, allerede bedre end længe.
Life is the art of drawing without an eraser
Åh ja, kan sagtens huske hvor godt jeg fik det efter bare den første insulinindsprøjtning!
Og I vender jer til det, med garanti!
Ikke dermed sagt, at det er rare vaner, snarere er det vaner, man helst ville have været foruden. Men vaner bliver det, noget, der bare ligger på rygraden. Ja, faktisk har har jeg ofte tænkt på, om jeg, efter 25 år i faget, overhovedet ville kunne aflægge mig alle diabetesautomatikkerne, hvis det fantastiske skulle ske, og der blev opfundet en kunstig bugspyrkirtel.
Det er svært, men livet fortsætter :-)
@ Mette Tak for den fortrøstningsfulde opmundring. Vi klør på med at navigere i den nye virkelighed. Julius er nok i virkeligheden, den der har nemmest ved det.
Når det nu SKAL være, så tror jeg 6-7-8 år er en god alder at få diabetes i.
Man er stor nok til at forstå HVORFOR, der lige pludselig sker alle disse ændringer og også til, i hvert fald i en vis grad, at forstå de medicinske mekanismer bag.
Samtidig er i hvert fald gennemsnitsbarnet i denne alder lille nok til at kunne nå at indoptage diabetesvirkeligheden som normalvirkeligheden, som dén virkelighed, der nok snart vil virke som dén, der altid har været der. Og lille nok til endnu ikke at have en særlig klar forestilling om fremtiden og da slet ikke om de trusler, der kan lure dér. Ligeledes lille nok til generelt ikke at bekymre sig, til ikke at gøre sig de store metaspekulationer om ansvar og frihedsgrader.
Anderledes stiller det sig jo nok for moderen…
Har Julius i øvrigt fået pumpe, eller er han startet “på sprøjten”?
Jeg tror du har ret mht alderen. Jeg er fx. rigtig glad for at han ikke er fem som Sigurd. Han forstår som næsten otte-årig meget mere og jeg tror du har ret i at han accepterer det på en anden måde fordi han er så ung. Han har ikke nået at forestille sig sit liv uden…
Ja moderen hun tuder…
Han er på sprøjten – indtil videre. Masser af nåle i mit liv…
Ja, altså, de nålehætter – selv om jeg prøver at huske på at smide dem ud hver gang, så synes jeg altid jeg finder dem i hele lejligheden. Ligesom sikkerhedsdimserne til lancetnålene….
Men nålene, altså selve det at skulle stikke sig, synes jeg nu er et af de absolut mindste onder ved at have diabetes. Ganske paradoksalt, eftersom det altid er netop dét aspekt ved sukkersygen, folk hæfter sig ved (“Ej, ska du så stik dig?”)
Hvis I bliver tilbudt en pumpe, så sig JA TAK!