Surfer tegnet af Sigurd. Og det kunne sagtens være et sindbillede på, hvordan Sigurd selv har det for tiden. Det kører for ham: Han har lært at cykle, han har lært at klatre i træer, han er begyndt til fodbold og han er ved at få styr på det med vennerne. Og det er en glæde og en lettelse endelig at se ham blomstre efter et par rigtig svære år, hvor han har været ulykkelig og frustreret. Det har været svært at være Sigurd, men nu flasker tingene sig.
Han lyser:
Julius bliver så stor og er så fornuftig. Og er samtidig så følsom. Her med nyklippet sommerhår.
Foto: Jørgen Pedersen
For nogle uger siden stod jeg på sidelinien ved et lokalopgør i fodbold mellem U8 holdene fra Odder og Hou. Og vores gode træner var ihærdig med sin pep-talk til sine tropper: ‘Nu skal I bare gå ind og give den gas, drenge, og kæmpe for det’… og så videre i den dur. Men da talen var slut, så sagde Julius: ‘Men Steen, er det vigtigste ikke, at vi spiller sammen?’
Jeg kunne have tudet af stolthed og modtog også et anerkendende nik fra en anden forælder. Julius, han har hjertet det rette sted.
Han var selv revnefærdig af stolthed, da han i tirsdags ringede til mig på arbejdet og uden indledning proklamerede: ‘Mor! Jeg kan binde snørebånd’
Den nyhed reddede dagen.
…
Jo jo det går den rigtige vej med mine vidunder-drenge :-)