Kan kærligheden dø?
Sådan spurgte min kammerat fra folkeskolen. For nylig. Han konstaterede, at sådan går folk (inklusiv mig) jo og siger om kærligheden, men kan man sige det. Jeg blev svar skyldig.
Måske fordi svaret ikke er entydigt. Måske fordi der findes forskellige former for kærlighed. Måske fordi nogle typer af kærlighed er evige og andre kan løbe ud i sandet. Måske kan man inddele kærligheden efter type og intensitet. Kærligheden til ens børn og familie er ligesom hævet over tiden og midlertidige behov. Den føles evig og universel. Og så er der de dybe og intense venskaber – sjælevennerne.
Og så er der det komplicerede parforhold …
Foreløbige diskussioner med den ekspert jeg kender, der har tænkt mest over kærligheden, bragte os således foreløbig frem til både et ja og et nej.
Kærlighedsbilleder fra Samsø. Sommer 2012.
Det var – og er en utrolig spændende snak, som vi heldigvis aldrig bliver færdige med. Hvad er kærlighed, hvad er dens præmisser.. Hvilke former findes der.. Kan man sige noget universelt eller er det altid individuelt og kontekstbestemt. Synes vi kom frem til nogle meget gode ting om at det afgørende bl.a. er hvilke funktioner man får bundet kærligheden op på.
Glæder mig til fortsættelsen..
Er kommet frem til at det vel også handler meget om hvor godt man hviler i sig selv og hvor meget man behøver, kan, vil og tør ligge over til andre.
Heldigvis kan man være sikker på at kærligheden er der, når man kan mærke den.
Hvad mener du mon med hvad man behøver, kan, vil og tør lægge over til andre?
Jeg tænker bl.a. på det med hvilke funktioner der er bundet sammen med kærligheden, hvilke behov man ønsker den anden skal opfylde for en eller hjælpe en med at få opfyldt. Hvis man hviler godt i sig selv, så forventer (bevidst eller ubevidst) man ikke at den anden skal få ens liv til at hænge sammen eller skal bære en, holde en oppe. Så er kærligheden mere fri, man elsker den anden mere for hvad den anden er, end for hvad den anden kan gøre for en.
På den anden side så skal man jo også betyde noget særligt og turde lade hinanden fylde noget vigtigt, ellers kan man være ligegyldig og det er lige meget om man er sammen med den ene eller den anden. Man skal risikere noget, investere noget.. sætte noget på spil.
Tænker videre over betydningen af om der er en grund til at man elsker en eller om man bare ikke kan lade være..
Betinget, ubetinget.. eller under hvilke betingelser.
Betydning og begrundelse, hvad elsker jeg ved dig og hvorfor – eller elsker jeg dig bare fordi du er dig.. og kan det dø..
Kan kærligheden dø…?
Bestemt.
Kærligheden er ikke kun en følelse, det er en viljeshandling. En viljeshandling der kræver opmærksomhed og bevidsthed – derfor kan den dø. På samme vis kan den fødes.
Interssant perspektiv, er enig i at der er et viljesaspekt også, eller i hvert fald i nogle former for kærlighed, i andre ikke.
Hvordan fødes den så? er der også både følelse og vilje? og kræver det bevidsthed?
(Er i gang med at undervise i valgfag om samtalen. Elsker det. Samtalen = en genvej til at blive rigtig kolg.)
eller klog..
Elsker man fordi man bare ikke kan lade være? Ja det tror jeg. Selvfølgelig elsker man også nogengange i håbet om at få et selvisk behov opfyldt, men jeg tror du har ret Line, i at jo mere man hviler i sig selv, jo mere elsker man den anden, som den han/hun er. Ikke som man ønsker sig de skal være. Jeg tror meget på det der med at fascineres af de sider hos den anden som er skyggesider hos en selv…
Jeg kan også godt mærke at der i nogle typer af kærlighed er en vilje, der skal være tilstede, for man skal jo pleje kærligheden som vi kloge ven kalder – en levende organisme. På den anden side så elsker jeg mine børn uanset hvad der skete og hvor lidt jeg eller vi plejer vores kærlighed…
Til gengæld kan jeg ikke se kærlighedens fødsel som en viljeshandling, i så fald er jeg ihvertfald totalt regnorm på det område. Jeg udpeger da ikke folk og siger: dig vælger jeg at elske.
Enten elsker jeg dig eller også gør jeg ikke. Jeg aner måske nok potentialer når jeg møder og tiltrækkes af folk … men jeg ser ikke meget styring i det.
Samtalen – hvordan er det en genvej? hvorfor er det ikke bare en vej. Er det fordi man bliver hurtigere klog hvis man tager den vej? ihvertfald er det meget sjovere at tage vejen sammen… Men ensomme omveje er nu heller ikke at foragte når man skal blive klog… Jeg tror bare man skal gå – fremfor at gå i stå. Hvilken vej man tager, det kan man jo variere.