Bare jeg havde en grå elefant – en lille bog om den sande lykke ved at have en følgesvend – gennem livet og i stort og småt. Og så eksemplificeret ved en elefant, så bliver det ikke meget bedre.
Når man har en elefant, så har man en der vækker en om morgenen, en at børste tænder sammen med, en at spise sammen med, en at gå tur med osv.
Så dejligt, ideelt, universelt og naivt.
Men der er jo flere facetter til det med at have en følgesvend – en ledsager, der flytter ind i ens liv, både bogstaveligt og sådan i overført betydning, når man er i en relation. Jeg har skrevet om det før: Peter Høeg indleder sin bog ‘Elefantpasserens børn’ med følgende citat:
‘Vil du være ven med en elefantpasser? Så forvis dig om, at du har plads til elefanten.’
For hvad er det for nogle elefanter man skal have rummelighed og kærlighed nok til at leve med, når man kommer tæt på hinanden. Hvilke vaner, særheder, svagheder, fejl og skelletter flytter med.
Det har på mange måder været en rigtig elefant uge. Endnu engang konfronteret med mine egne elefanter og dem mine venner passer, og udfordret på hvordan vi håndterer de store smukke dyr. Det går nogle gange let som ingenting og andre gange er de besværlige og i vejen.
Jeg har også købt et tørklæde med elefanter, for jeg elsker elefanter.