Når man nu alligevel sidder i sofaen med to sovende børn i den anden ende af huset, to tv-kanaler, der insisterer på at sende noget, jeg absolut ikke gider at se, og samtidig er for mast til at foretage mig noget rigtigt, ja så har jeg på det seneste siddet og gloet på Facebook.*
*For dem der ikke ved det, så er Facebook et digitalt træfpunkt, som man kan støtte sig til, når man skal netværke med venner og bekendte. Så har hver sin profil, som man kan kæle for, så den afspejler ens preferencer. Man kan lege, snakke og sammenligne sig med vennerne; udveksle komplimenter og fx. plante blomster i ens vens virtuelle have. Det er vel okay hyggeligt, så længe det ikke erstatter et telefonopkald eller et analogt møde. Man kan også melde sig ind i diverse fællesskabsgrupper, jeg er fx. med i en for min gamle folkeskole, som jo så – gisp! – pt. også er min arbejdsplads (herom senere).

Men jeg har pløjet rundt for at finde folk, jeg kender fra det virkelige liv og endten er mine venner ved at blive for gamle – ikke mange af dem har ihvertfald opdaget Facebook, mange af dem, der har børn har åbenbart ikke tid (hvad laver de så om aftenen?), eller også har jeg bare ikke nok venner (snøøøøøft)
Jeg er ihvertfald kommet ret langt ud i periferien af min omgangskreds i min jagt på egnede emner at socialisere med. Det er lige til at få mindreværdskomplekser af kun at kende syv mennesker, samtidig med at man kan følge med i hvordan andres venskabskontoer svulmer med lynets hast. En del af konceptet er jo, at man hele tiden bliver opdateret med, hvordan det går de andre – det er en smule stressende.
Man kan således måle sin egen popularitet. Man kan dog ikke sådan rigtig måle kvaliteten af ens bekendtskaber. (Forsøger jeg at trøste mig selv med, for så ville jeg jo selvfølgelig hurtigt fremstå som en, hvor kvalitet overgår kvantitet……)