Jeg bliver nogle gange fyldt op. Fyldt til randen. Stoppet helt til. Så jeg får en klaustrofobisk følelse af, at der ikke er plads og luft til mig. Og det sker som regel, når der sker for meget, når ting er svære,  når der er for mange og for meget, jeg synes jeg skal tage hensyn til og ansvar for.

Og bag det hele gemmer den gode gamle traver om længslen efter kærlighed og anerkendelse – og angsten for at fejle og skuffe. Altså det flossede selvværd.

Når selvværdet er lavt, vil du være tilbøjelig til at præstere for at få ros og være på hele tiden, for at andre skal kunne lide dig. Du vil søge bekræftelse, accept og kærlighed fra andre hele tiden,« siger psykoterapeuten.

»Det er i sig selv stressende, for så har du travlt med at gøre det godt hele tiden og gøre det næsten bedre end godt for at sørge for at få ros frem for kritik.

Anne-Grete Hav Hermannsen *Hvad er du værd?’ Jyllandsposten

Og hvad gør man så, når alt man hører er et monster, der brøler at man skal gøre tingene bedre, hurtigere, mere perfekt, og man er holdt op med at sove…

Jeg kender mit monster, fordi jeg har set det i øjnene gentagne gange efterhånden, og når det har brølet tilstrækkeligt længe og jeg efterhånden hænger i laser, så ved jeg godt at jeg skal dykke et lag dybere, sortere i de ting jeg har indflydelse på og slippe alt det der ikke kommer mig ved eller som jeg ikke har magt over – fx fremtiden og fortiden.
Jeg vender blikket direkte mod angsten for ikke at være god nok. Og så taler jeg med mine fortrolige, letter mit hjerte, laver prioriteringslister og kortlægger mit liv. Og løfter selvværdet sig fra sumpen og monsteret falder til ro og lader mig sove natten igennem.