Endelig er vejret koldt nok til at iføre mig disse:
Mine mest spektakulære luffer i rødt sælskind med blød hvid kanin (tror jeg nok) kant. Julemanden ville uden problemer kunne passe dem ind i hans outfit. Hos mig lyser de op og vækker misundelse . De er en effektiv small-talk starter, som når man går tur med den mest nuttede hundehvalp – uden sammenligning i øvrigt -, dog er der også mange, der gerne vil ae.
Apropos vejret, så undrer det mig faktisk, at det har været så dårligt idag, jeg synes da ellers, jeg har været sød.
I dag har jeg også måtte erkende, (jeg har forsøgt med fortrængning) at mine fødder er vokset med et nummer. En af mine gaver passede ikke. Sko. Jeg troede, man stoppede med at vokse i længden som teenager. Kloge kvinder i familien siger det er meget almindeligt. Det værste er dog, at jeg nu har en del sko tilovers.
Lad mig sige det på den her måde. Jeg voksede et skonummer pr. barn og brugte i en lang periode str. 40 – først nu har jeg fået min normale skostørrelse tilbage, str. 38. Måske er der håb forude.
Mægtig flotte vanter, sådan nogen pæne nogen kunne jeg sørme godt bruge, istedet for de gamle tyndslidte rulmasvanter jeg drøner rundt med.
God weekend :-)
Jeps – jeg er også vokset ét skonummer – og det er jo faktisk snart 4 år siden jeg var gravid, så det er vist the point of no return :-(
Frederikke, jeg forstår ikke helt hvordan du kan få din skostørrelse tilbage. Jeg troede (som Lina) at der kun var en vej, og det var frem mod større fødder. At det ligesom var et eller andet med at presset/vægten af barnet/børnene, der ‘flader’ knoglerne i fødderne ud. Eller noget.
Jeg forstår det faktisk heller ikke selv, ikke desto mindre er det en kendsgerning, at her to år efter jeg pressede den sidste unge ud, så er jeg tilbage i en str. 38.