Nytårsløjer skrevet med barberskum på ruden på skolelærerens fordør:
A B C
(jeg kan lige forestille mig ungerne stå foran hendes hus og diskutere: nååårh, nu skal vi rigtig drille hende, men hvad skal vi finde på…øøhhh…nå jo…)
I en tid hvor verden jo ellers – som til alle tider i øvrigt – er af lave, og ungdommen værre end nogensinde… – synes jeg egentlig at det er et bevis på at uskylden stadig findes. Det minder mig om, da jeg som barn selv sad alle dage mellem jul og nytår med hulmaskinen (!!!) og lavede konfetti til at stoppe ind ad folks brevsprækker. Skaderne var begrænsede. Men det var jo ikke alle og enhver, der var værdige til at få de møjsommeligt tilvirkede papirstumper tilsendt.
Hærværket på døren betyder for mig at se – med fare for en vis overfortolkning I know I know – at noget er lykkedes for netop den lærer.
I parantes bemærket er det jo selvsamme lærer, som jeg selv skylder allermest og skatter højest i min skolekarriere. Noget er jo helt sikkert lykkedes ;-) ikke sandt!? Det er dog ikke mig, der har været ude på løjer.
…
Hærværk. Er det noget der har værkkarakter? Som i kunstværk? Er det et hærgende værk?