Der er ingen vej udenom. Højtiden, jeg elsker at hade, er tilbage, og jeg har kastet mig ud i juleræset med baby og barnevogn, for gaverne skal jo i hus.
Det der med at shoppe med baby og barnevogn er sådan set ok, så længe han sover og så længe køen i butikken ikke er for lang og man får nervøse trækninger ved tanken om at nogen stjæler vogn med indhold. Godt råd: Undgå Søsterene Grene, det er et forhindringsløb.

Man tvinges ud i nogle spændende situationer: To gange på en uge har jeg nu fodret yngstemanden af i ventesalen på banegården af mangel på andre mere civiliserede ammefaciliteter, der kunne nåes inden barnets hudfarve skiftede fra alarm-rød til gas-blå i ren arrigskab over, at maven var tom.
Og det kræver gode nerver og godt helbred at fodre i ventesalen. De hårde stengulve og høje lofter forstærker ligesom babyskriget, og de andre ventende smugkigger undrende. Det kolde træk blæser hen over de blottede rygstykker, og man forsøger desperat at pakke det lille barn ind i dynen og samtidig desperat at undgå at dynen gennemvædes af mælk.

Og når der kommer noget indenbords, skal der også noget udenbords igen og så trillede vi til skifte faciliteterne i det nærmeste butiksgalleri. Her forefindes kombineret handicaptoilet og skifteplads, og der er sådan set god gulv plads. Alligevel er det så viseligt indrettet, at når baby er placeret på briksen, så står mor nærmest mast op af den automatiske håndtørrer, som så går igang, hver gang man rører sig.
Han havde skidt igennem tre lag tøj.

Pyh! – endelig hjemme igen.

Update: 22.12. har netop idag erfaret at der er en ammestue i Bruhns galleri, men har ikke standarten – endnu!