Så fik vi ham godt gift. Og der manglede ikke noget. Store følelser, yndig brud, højtidelighed og mange diademer.

Store planer var blevet lagt om udflugter til Møgeltønder, hvor jeg arm i arm med god veninde skulle have hyldet parret. Men det endte foran tv uden nogen andre kongetro at dele showet med. Så sidder man der og gnasker 70% chokolade med sig selv.
Det blev en hverdagspræget multitasking-forestilling chez moi, for vidunder-drengene kunne ikke se fidusen med sådan et bryllup – varer det lang tid mor? – varer det timer mor? – kommer der så ikke børnetime mor? så der blev lagt puslespil, båret på Sigurd, der i dagens anledning kun sov middagslur i 45 min og derfor var behørigt pjevset – alt sammen mens fjernsynet kværnede i baggrunden. Der blev sågar skrællet kartofler under vielsen, hvilket jeg erkender ikke var værdigt.

Men jeg forstod dog på det hele, at nogen syntes at et af de største problemer var, at Marie ikke havde valgt sønderjyske kniplinger. Så helt skidt var det da vist ikke, og com’on hun er jo fra Paris og Schweiz og alt muligt, så hvordan kan man med rimelighed forvente, at hun skulle have sådan en detalje med. Og måske kunne hun faktisk bedre lide sine egne franske blonder. Men uha, den er svær at sluge i lille bitte Danmark især med de små sko, man går i her til lands for tiden. Horisonten slutter jo i Sønderjylland, ikke sandt?!

…

Undervejs fik vi en sms med nyt fra Julius’ langdistance prinsesse Anouk i Grønland:

Anouks mor: Vil du også giftes med en prins en dag, så du også bliver en prinsesse?
Anouk: Men jeg har en prins.
Mor: Nå, hvem er det?
Anouk: Julius!

De skal genforenes om små fjorten dage.