Jeg undrer mig … over den trend, der har hærget pensionisters påklædning i mange år efterhånden. Og her mener jeg ikke den moderne pensionist/efterlønner, der rejser uhæmmet, golfer, drikker vin til hverdag, dækker leverpletterne med sminke og går op i mode og designermøbler. Men til gengæld den klassiske pensionist, der er nøjsom, strikker nisser, drømmer om Harzen og altid har elsket pelargonier – og slet ikke opdagede at de en overgang fik en renaissance – pelargonierne altså.
Den klassiske pensionist-han er typist klædt i sandfarvet jakke/frakke, lyse/lyseblå skjorter, aldrig cowboy-bukser, men til gengæld grå Ecco-sko med flet. Hvorfor vides ikke?
Jeg observerede et typisk eksemplar af racen siddende beskedent og stille ved siden af sin ligeså afdæmpede kone på en bænk på rutebilstationen (ikke noget med firhjulstrækker her!!). Denne mand havde – hvilket i sig selv ville være meget opsigtsvækkende for typen – tilsyneladende ikke strømper på.
Ved nærmere eftersyn viste det sig dog, at de sandfarvede strømper med assymetriske lyseblå streger matchede så nøjagtig med hans pergamentagtige hud på anklen (der kun undtagelsesvis så solens direkte stråler, fordi han sad med korslagte ben) og hans årer, at jeg knap kunne ane overgangen mellem strømpe og hud. Konen havde virkelig ramt plet med strømpe-købet denne gang.
Ved endnu nærmere eftersyn – ikke sjældent opdager jeg, at folk forståeligt nok føler ubehag, fordi jeg kommer til at nedstirre dem – var der dog een detalje, som gav ekstra krydderi til scenariet; De blå linier på strømperne dannede ikke et tilfældigt abstrakt og neutralt mønster, men en stregtegning af Bart Simpson i profil.

Her var simpelthen tale om et slags cross-over eller nogen der har lavet en practical julegave joke med den uskyldige mand, for netop denne strømpes målgruppe er vel snarere en clueless mand på fyrre, der vil give sit forretningslook et pift, men farverne har også passet som fod i hose (host, host…) til pensionist uniformen.
Jeg tror nu stadig, det er konen, der har tænkt: De er go’ nok pæn’ dem der, det er lige Ejnar… For hvad laver Bart ellers på fødderne af en type, som på ingen måde ville synes, at Simpson-krønniken sagde den noget overhovedet.