Et lille behageligt stik af savn er eneste bivirkning ved for første gang i månedsvis – måske årevis – at være helt alene hjemme. Jeg kan gøre lige nøjagtigt, hvad jeg vil de næste to døgn, men jeg gør egentlig ikke noget andet end jeg plejer, det afgørende er, at det kunne jeg. Det er saliggørende. Og noget man skulle unde sig selv lidt oftere.

Imens ligger gemalen i en hængekøje på en koloni omgivet af præ-pubertære stenbros rødder, og junior er travlt beskæftiget med at sno bedsteforældrene om sin lillefinger: Bedstefar vi skal cykle (læs: du skal cykle med mig som passager) ud og se bondegården, Bedstemor sove der, og så videre i den dur.