Junior er vild med at tage til stranden, være flippet og gå med bare tæer for at mærke verden.
Han er også i song-mode. Vi er nu nået til den gode gamle traver Roselil og hendes moder, omkvædet tager kegler: Ha ha ha, så så så så. (det refræn har åbenbart eviggyldig appel og for mig at se kunne det også uden problemer være taget direkte ud af Nik & Jays repertoire) Ingen forstår sådan til bunds hvad selve sangen handler om, men det betyder mindre – de talte så mangt et skæmtens ord – det er nok noget med, at de bare har det kodyl morsomt. Sidste linie er dog en klassiker: den ler dog nok bedst, som ler til sidst.
Hans papegøje-tendenser er tiltagende, men øvelse gør mester og snart står vi med et sludre-chatol af hidtil uset omfang. Der er så mange ting at lære: Hva’ det mor, hva’ det mor? – han stiller altid spørgsmål med denne særlige ekko-effekt.