Vores nylige flytning er for mig en tilbagevenden til den geografi og det samfund, jeg kender allerbedst. Det er jo sådan, at eksempelvis kirken vi passerer dagligt på vejen ud i verden, der er jeg døbt, der er min far døbt, og sådan kan man blive ved så langt bagud i slægtsbogen, som øjet rækker. Rødderne stikker dybt i mulden.

Her er jeg født, her har jeg hjemme – eller hvad. Jeg er kommet hjem, men det føles ikke som hjemme. Vi siger stadig hjemme i Århus. Endnu. Spørgsmålet er hvor længe.

I vores nye samfund kender jeg det hele og så alligevel ikke. Jeg ved, hvem mange er, hvor de bor, og hvem de gik i klasse med, og de hilser og alt det der, men her er ikke noget netværk endnu (bortset fra familien). Og jeg må sande, at jeg har glemt mangt og meget. Det er en mærkelig fornemmelse at gå rundt mellem ansigter man kender, men ikke kan huske, hvilken sammenhæng man kender dem fra.

Der er en dobbelthed forbundet med at vende tilbage, som dem der blev her ikke oplever. Det er dobbelt, fordi jeg ved, at sådan som det var, er ikke sådan som det er, især ikke fordi jeg imellemtiden har forandret mig.
Ved tanken om at vende tilbage, har jeg altid haft en fornemmelse af, at jeg ville blive skuffet over, at det ikke er, som det var, eller over at det stadig er, som det var. Jeg er ikke nem at gøre tilfreds.
Sagen er at der er nogle andre ting i klemme, når man flytter til et sted man elsker og også indimellem afskyr. Der er ihvertfald nogle forventninger til modtagelsen, som ikke eksisterede, hvis man flyttede hen et sted, hvor tavlen var renvasket.
Når man vender tilbage, risikerer man også at blive modtaget, som den man var og ikke den man er blevet, og det er næsten det, jeg frygter mest.

Men hvorfor er vi så egentlig flyttet? Ja, det er vi fordi vi fandt drømmehuset, fordi naturen er dejlig og horisonten stor, familien er tæt på og fordi husbonden og jeg har været glade for at vokse op i små overskuelige samfund, men det vender jeg tilbage til.

Lige nu tror jeg bare jeg er ude i et anfald af flyttegranatchok og jeg savner mine gamle naboer.