Trofaste læsere vil vide at jeg har noget med fugle. Og kærlighed. Og kærlighed til fugle, deres form, farver og fjerpragt
På det seneste har jeg haft fugle på besøg – nogle af dem endda logerende på min altan.
For det første tog et blåmejsepar bolig i en af mine redekasser, som egentlig er til pynt, men også helt funktionelle. Jeg har seks kasser i seks dekorationsdesign. En inspireret af Van Gogh, Warhol, Hammershøi, Monet og Mondrian. Men mejserne valgte den vildeste – nemlig Jackson Pollock. Amerikansk maler der lagde lærrederne på gulvet og kastede/dryppede maling på – abstrakt og helt uden motiv. De valgte også et enderækkehus.
Nu er ungerne fløjet fra reden, men det var superhyggeligt så længe det varede.
Forleden aften havde jeg besøg af en anden fremmed fugl. En brevdue. Den sad længe og sundede sig og troede måske jeg var destinationen. Jeg gik ud til den, og den var helt tryg og rolig. Men den holdt bare rast og var væk næste morgen.
Jeg fantaserer stadig om hvad der stod i brevet, den bar. Og jeg er nu overbevist om, at der stod: Koi no yokan.
Jeg har også haft besøg af en, der mest af alt lignede en tukan. Den forenede ligesom både det med kærligheden og fugle. Den virkede slet ikke fremmed.
Anatidaephobia is the fear that somewhere in the world, there is a duck watching you
Oddest Facts
Jeg lider ikke af anatidaephobia. Snarere anuptaphobia.